1983

GASSEN TAGER IKKE LIVET AF MIG…

1983.10.25 -  Rene, min kære ven, har en dag, hvor jeg besøger ham, en af sine andre venner, Søren Andersen på besøg. Jeg har mødt Søren før, ved en Nytårsaften Rene stod for.

Søren og jeg kommer snart i samtale og vi aftaler, at jeg med min hund, kører med Søren til Sjælland, idet jeg ikke længere har et sted at bo, eftersom Mogens Riber (RKI) har overtaget Ulriks (stedfar) ejendom og jeg samtidigt har udlejet mit sommerhus i Svostrup til et par narkomaner, der ikke vil flytte. Jeg får lov til at bo hos Søren i en uges tid, inden han når at blive træt af mig.

Søren bor forøvrigt ikke langt fra Emma, min gl. folkeskoleveninde, der bor i Værløse, hvor hun har en lejlighed som hun har fået af sine forældre. Emma arbejder i en bank, inde i byen.

Jeg går lidt rundt på gaderne, kører på må og få med busserne, før jeg beslutter mig for, at opsøge Emma. Da jeg endelig og lidt skamfuld, står udenfor Emmas dør, har Emma en kæreste på besøg, men byder mig indenfor. Jeg får lov til at låne et værelse, imod løfte om, at det kun er på kort tid og at jeg vil være meget aktiv boligsøgende. Emma accepterer tilmed, at jeg har medbragt min hund Tjok. Tjok er min højeste prioritet og eneste årsag til, at jeg er i live, men også… at jeg ikke kan få en bolig. Jeg elsker min hund meget højt, så højt, at jeg foretrækker et liv som hjemløs. Tror de færreste kan sætte sig ind i, at en hund kan få en så stor betydning, at prioriteringer bliver impulsstyrende. For mig, er min hund, en ubetinget tryghed og kærlighed.

 

DAGBOGSNOTATER:

1983.10.25 -  Emma indvilliger i, at jeg har adresse ophold hos hende, så jeg har mulighed for, at kunne modtage overførselsindkomst.  Jeg vil gerne bidrage til eventuelle udgifter og mad i forbindelse med mit ophold og tager derfor kontakt til Vandløse kommune, men mødes af enhver form for afslag. Jeg er dybt frustreret. Sagsbehandleren på den anden side af bordet er handicappet og i min vrede slynger jeg ud… ”at fordi du ikke kan bruge dine ben, så behøver du ikke lade din bitterhed, gå ud over mig”.

Jeg er meget ked af det. Føler mig forladt og kan ikke finde mening med livet. Emma foreslår, at jeg opsøger Niels Broks Handelsskole og forhører mig til muligheden om, at komme ind på dispensation, eftersom skoleåret er begyndt. Jeg bevilges undervisning fra skolen og får lov til at starte straks. Efter få dage, vælger jeg dog at træde ud af skolen, grundet mine medelevers  disrespekt for undervisning. Jeg er selv kommet over den periode, hvor strikketøj, walkman, kasten tyggegummi og papirs kramper, var en del af timen og føler ikke, at jeg kan gennemleve den tid igen.

1983.11.02 - Det går ikke. Jeg kan ikke længere overskue min situation. Jeg føler, at jeg er nødsaget til at udnytte alle, fordi jeg ikke vil skille mig af med Tjok. Tjok har været min trøst og glæde, når alt så sortest ud og alene tanken… er for uoverkommelig. Med en hund, kan jeg ikke få et sted at bo, intet arbejde og jeg har ingen penge. Jeg render kommuner og ungdomsformidlinger på dørene, men ingen syntes at kunne se, hvordan de skal hjælpe mig, for som de et af stederne siger… ”Vi kan ikke give dig penge, når du ikke har en adresse og vi kan ikke hjælpe dig med en lejlighed, når du ikke har børn”.

Jeg søger arbejde overalt, men får flere steder at vide… at da jeg ikke har en bolig eller en telefon, så kan de hverken skrive eller ringe efter mig” og derfor ikke bruge mig.

1983.11.03 -  Efter endnu en dag, at har ramt panden imod utallige mure, tager jeg hjem til Emmas lejlighed. Krammer Tjok ind til mig og siger farvel. Tjok kikker op på mig med sine store brune øjne, som ville han ønske, at han kunne hjælpe. Tjok kan mærke på mig, når jeg er ked af det og det er som om, at han ikke vil slippe mig. Jeg beder Tjok gå ind på værelset og lægge sig. Ringer til politiet og giver dem besked om, hvor de kan finde mig, hvorefter jeg sætter mig ud i køkkenet med en blok og en blyant, åbner for gassen i komfuret og begynder at skrive.

Jeg er væk, da politiet og en visevært kommer ind og finder mig i lejligheden. Husker ikke mere, men vågner op på Bispebjerg hospital. En sygeplejerske og ungdomskonsulent, står ved min side. Jeg bliver indlagt og ført op til den lukkede afdeling.

1983.11.00 - Den lukkede afdeling er et ualmindeligt trist syn, der kun drager een nærmere imod længslen efter at dø. En lang mørk gang, fører hen til et værelse med jernsenge. Et stort jernskab til mine personlige ejendele, forbliver låst og åbnes kun efter kontakt til personalet som er de eneste med nøgle. For vinduet er der tremmer. Folk går rundt i hver deres verden. Nogen ryger flere cigaretter af gangen, andre sidder og vugger, taler med sig selv, råber eller græder. Jeg ville ønske, at jeg havde været død, inden de fandt mig. Mor kommer på besøg sammen med moster Kit, men jeg råber at de skal forsvinde. Har på fornemmelsen, at mor og moster kun kommer med bebrejdelser eller for at se, hvordan en lukket afdeling ser ud.
Efter få dage, overføres jeg til den åbne afdeling.

Den åbne afdeling er mere lys og venlig. Folk kan sidde uforstyrrede og føre samtaler. Værelserne er med skibsbrikse og om natten kan man få udleveret sovemedicin. Jeg vælger at få sovemedicin, men gemmer dem oppe imellem tænderne og tandkødet. Jeg har planer om, at samle så mange sovepiller, at jeg kan forsøge selvmord igen. Jeg kan ikke finde indre hvile eller ro. Føler ikke længere, at jeg har noget at byde andre. Er en stor fiasko for mine omgivelser og mine venner har jeg mistet p.gr. af mit dumme sind og min manglende forståelse for verdenen udenfor min.

1983.11.00  -  Anders (tidl. kæreste) og hans lillesøster Susse, kommer en aften på besøg på Bispebjerg. Anders og jeg græder lidt sammen. Jeg savner een der vil være god ved mig og griber derfor straks chancen, da Anders tilbyder mig, at jeg kan komme hjem og være hos ham igen, for en mindre periode og vi så må se… Jeg vil straks forlade afdelingen, men det må jeg ikke. Morfar kommer også på besøg. Mormor og morfar tager sig af Tjok.

1983.12.00  - Dagen hvor jeg skal udskrives, kommer Anders og henter mig. Det er jeg meget taknemlig over, men nok ikke så god til at vise. Beslutningen om, at gøre ophold hos Anders er dum, men Anders tilbud er eneste sted, hvor jeg kan få tag over hovedet. Selvfølgelig begynder det hele forfra. Hash, øl og Anders venner, der fylder meget i hans liv. Jeg  accepterer ikke nogen af delene og fortrækker derfor oftere og oftere til Anders mors forretning, hvor jeg næsten har frie hænder til at dekorere, hvis ikke det lige var for Anders far, som hele tiden kom ned i butikken og blandede sig.

Travlt optaget af af dekorere vinduer, ringer telefonen. Kirsten kikker underligt på mig og siger, ”Det er din mor, hun virker meget oprørt”. Jeg får røret. Det er mor… mor råber og skriger i telefonen… at jeg har brudt ind i deres hus og stjålet hendes pelse, bælter og smykker. Jeg er ikke klar over, hvordan mor vil ha, jeg skal ha båret mig ad med det, da jeg kun har været indlagt på Bispebjergs afdelinger og nu står, i forretningen og hjælper Kirsten. Det kan mor ikke svare på, men hendes overbevisning, er ikke til at tage fejl af. Jeg bliver meget ked af det og beder mor, lade mig være.

Juleaften bliver jeg inviteret til at fejre hos Susanne og hendes familie. Nytårsaften bliver endnu engang fejret hos Renè.