1968 

VAR DET, DET… HESSELHØJVEJ  -  ARNE OG ANNE-METTE

Opholdet i Tyrkiet slutter og turen går atter tilbage mod Danmark, men mor og Ulrik har endnu ikke fået et indflytningsklart hus. Mor og Ulrik lejer derfor et sommerhus, hvor fætter Arne inviteres til at tage med, så jeg har en legekammerat. Det er jeg glad for, for Arne og jeg har det godt sammen. Med Ulrik følger ikke kun en ”far”, men også mange blandede måltider, som ikke altid er lige delikate… bl.a. rosenkål. Jeg er ganske enkelt ude af stand til, at få den lille grønne, så absolut bitre klump ned igennem halsen, hvilket får Ulrik til at mene, at jeg er ualmindelig forkælet og det vil han sætte en stopper for.

Ulrik statuerer et eksempel og tilbereder rosenkål. Arne kan åbenbart heller ikke lide rosenkål, men er modig nok til, at smide dem under bordet, uden det bliver kommenteret. Jeg er derimod ved at kvæles i mine rosenkål, men jeg må ikke slippe og endnu mindre forlade bordet. Mor og Ulrik vil ud at gå tur og tager Arne med, men Ulrik siger til mig… ”Du bliver siddende her, til du har spist hver en bid, jeg holder øje med dig”.  Jeg hader de skide rosenkål, men tør ikke flytte mig en cm. af bar angst for, at Ulrik kan se mig, selv med ryggen til. Hvor brænder jeg bare efter, at kyle rosenkålene langt ud på heden, men kvæler dem i stedet, med en liter sødmælk.

Jeg smager for første gang rosenkål igen i 2011. Det er på Gigthospitalet, hvor jeg hører, at rosenkål har en alternativ positiv effekt på gigt. Tror ikke, at jeg ellers ville ha nærmet mig skålen, men bed fortidens minder i mig og smed et par stykker rosenkål på tallerkenen. Jeg Kan blot konstatere… at jeg så afgjort stadig ikke, kan fordrage rosenkål.

1968.06.00   -  Mor og Ulriks nye hus ligger på Hesselhøjvej, Silkeborg. Ulrik har en far som følger med og får værelse i kælderen, sammen med sin gamle hund, Rottweileren Bella. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om der nogensinde blev gået tur med hunden, for farfar, der også er kaldet Jes, er ude af stand til, at gå længere ture og om nødigt, forlader sit underligt tomme, triste rum. Gæster får farfar Jes aldrig nogen af og han virker i det hele taget som om, at han blot er en del af møblementet.

Mor bryder sig ikke om, at ha farfar Jes i nærheden. Ulriks mor giftede sig meget ung og valgte, at lade sig skille fra den gamle mand. Resten af familien må herefter indbyrdes finde ud af, hvad der skal ske med farfar Jes. Senere flytter Ulriks mor sammen med en homoseksuel i et kolossalt stort hus i Charlottenlund. Ingen af Ulriks brødre, Jes eller Åge… ønsker at ha deres far boende, det hænger på Ulrik. Mor bryder sig ikke om arrangementet.

Foto: Farfar Jes

1968.07.00   -  Mormor og morfar kommer ofte på besøg i det nye hus, sammen med fætter Arne og kusine Anne-Mette. Der er meget plads både indenfor og ved udenoms omgivelserne. F.eks. står bagerst i haven, et gammelt kolonihavehus, som straks overtages af mig, til at være mit legehus. Indenfor er der en køjeseng. I haven er der et blommetræ, som det eneste, der er gået fri af tilgroning. Alt andet minder om noget, der har været forsømt meget længe.  Morfar er altmuligmand og går ikke af vejen for småprojekter, såsom at lime en rude i legehuset, som jeg en dag kom til at smadre fordi, jeg skulle skynde mig ind til Ulrik, der havde kaldt og når Ulrik kaldte, så lod man ikke vente på sig. Jeg kom i skyndingen til, at sætte hånden på ruden i døren, i stedet for håndtaget. Ruden gik straks i stykker og jeg skar mig. Når jeg i dag kikker på min arm, genkaldes minderne om sommerhuset og morfar.

For et par år siden, det vil sige i julen 2009, sidder min kære demente mormor og jeg og taler om fortiden, som vi har gjort det, så mange gange tidligere, da mormor pludselig siger… ”Ja, det var dengang, du forsøgte at slå morfar ihjel med en hammer, fordi du blev sur. Det fortalte Arne og Anne-Mette, så derfor er der ingen i familien der kan lide dig, de syntes at du er underlig”. Jeg stivnede fuldstændig ved mormors ord og svarede med et…  ”hva siger du mormor? Hvordan kan nogen overhovedet forestille sig, at jeg ville gøre morfar skade... Er det det, der er årsagen til, at ingen i familien har villet ha noget med mig at gøre… eller…”

Jeg analyserer konstant. Jeg er i petitesser og jeg sørger for at gemme og huske alt, men jeg har aldrig haft fantasi til at forestille mig, at nogen kunne tro sådan om mig, i øvrigt var jeg på daværende tidspunkt 6 år.

Jeg husker dagen meget klart. Jeg kan genkalde mig lugten fra legehuset, jeg kan huske morfar i sin brune kedeldragt. Jeg husker alt… og det næste der følger, er hvad der skete. Morfar er alene med Arne, Anne-Mette og mig oppe ved legehuset. Morfar går og reparerer, Anne-Mette leger med en dukke og Arne har fået fat i noget værktøj. Jeg spørger morfar… om jeg må låne hans hammer og det får jeg lov til. Jeg står og slår på et bræt, da hammeren pludselig ryger ud af hånden på mig. Jeg kikker efter hammeren, men kan ikke finde den. Morfar står bagved mig og griner. Jeg må ha set underligt ud i hovedet for morfar siger ”Hammeren røg ned i min lomme”. Jeg ved ikke, hvordan det kunne lade sig gøre, men tænker heller ikke mere over det, for jeg er tilfreds med, at hammeren ikke er blevet væk.

1968.08.08   -  Morfar fejrer sin 60 års fødselsdag, på Gentoftegade. Jeg er også til stede, men Kit er vred, fordi det er hendes børn ikke og siger derfor… ”Børn skal ses, ikke høres”, hvorefter hun sørger for, at jeg kommer ind i seng. Kits ord er lov og for ikke at udsættes for Kits vrede, følger alle straks Kits formaninger. Til mit bryllup med Andreas i 1993, har jeg endelig fået nok, men herom senere...

1968.11.27   -  Mor nedkommer med en lillebror på Silkeborg fødeklinik. På samme stue ligger en anden kvinde, Lillian, der har født næsten samtidigt, også en dreng. Jeg er skuffet over, at mor har fået en dreng, for jeg ønskede mig en lillesøster, af lege med. Jeg beder mor tage på hospitalet næste gang, for jeg hørt... man der, kan få en pige med hjem. Foto som ikke er vist: Barnepige Britta sidder med en nyfødt Jes. Jeg står med dukke Lotte.

Mor mener, hun har for meget at se til og derfor ansættes mange forskellige barnepiger. Mor er ikke tilfreds med pigerne, der både skal gøre rent og passe os. Jeg er ked af det, hver gang en af de ansatte piger, rejser. Har meget svært ved, at så snart, jeg knytter mig til én barnepige, så bliver hun enten fyret eller siger selv op. Jeg opnår eksempelvis, et nært forhold til en af barnepigerne, der hedder Inga og bor på landet. Under høsten, spurgte Inga mig, om ikke jeg havde lyst til, at tage med hende hjem. Jeg kunne overnatte. Det var et par rigtig sjove dage, hvor jeg blandt andet, var med ude på traktor og sad på toppen af høet imens det blev smidt op. Vi skulle så rette pallerne til. Dejligt frit, men hensynsløst farligt.

Ved gennemlæsning af breve fra mor igennem årerne, hæfter jeg mig især ved, at jeg gøres opmærksom på, at jeg er uden forståelse for, hvor svært mor har det, hvor travlt og at jeg ikke skal tro det er let, at passe tre børn. Jeg forsøger virkelig og inderligt at forstå mors hentydninger, men jeg må give op, for jeg kan ikke mindes, at mor var der, da jeg var barn, så hvordan kunne hun ha travlt eller hvordan kunne det være hårdt? Endnu mindre forstår jeg hende, når hun skriver… at mormor og morfar har forkælet mig, at jeg er jaloux på mine søskende fordi, der de første år… ikke blev vist mig så meget opmærksomhed!! Jeg forstår endnu mindre hvorfor, mor ikke lod mig blive hos mormor og morfar, når jeg alligevel altid var i vejen og til besvær. Mormor har så ofte sagt… ”Susanne, havde vi dog bare fået lov til at beholde dig, så havde dit liv sikkert formet sig anderledes”. Ja, det havde det nok og det er jeg ofte meget ked af, at det ikke fik lov til.

1968.12.00  -  Jeg vil gerne røre ved min nye lillebror, lære ham at kende, finde ud af hvad han er for én, men hver gang beder mor mig om at gå væk. Mor sidder ofte inde på lillebrors værelse, når hun ammer. Når lillebror ligger inde i stuen, så ligger han i en stor rund kravlegård fordi, mor siger… at jeg er for voldsom og kan skade ham. Jeg begynder efterhånden af få aversioner til dette glasbarn og han interesserer mig ikke længere. Hvad skal jeg da også med en lillebror, når han ikke kan leges med…