1983

GASSEN TAGER IKKE LIVET AF MIG…

1983.10.25 -  Rene, min kære ven, har en dag, hvor jeg besøger ham, en af sine andre venner, Søren Andersen på besøg. Jeg har mødt Søren før, ved en Nytårsaften Rene stod for.

Søren og jeg kommer snart i samtale og vi aftaler, at jeg med min hund, kører med Søren til Sjælland, idet jeg ikke længere har et sted at bo, eftersom Mogens Riber (RKI) har overtaget Ulriks (stedfar) ejendom og jeg samtidigt har udlejet mit sommerhus i Svostrup til et par narkomaner, der ikke vil flytte. Jeg får lov til at bo hos Søren i en uges tid, inden han når at blive træt af mig.

Søren bor forøvrigt ikke langt fra Emma, min gl. folkeskoleveninde, der bor i Værløse, hvor hun har en lejlighed som hun har fået af sine forældre. Emma arbejder i en bank, inde i byen.

Jeg går lidt rundt på gaderne, kører på må og få med busserne, før jeg beslutter mig for, at opsøge Emma. Da jeg endelig og lidt skamfuld, står udenfor Emmas dør, har Emma en kæreste på besøg, men byder mig indenfor. Jeg får lov til at låne et værelse, imod løfte om, at det kun er på kort tid og at jeg vil være meget aktiv boligsøgende. Emma accepterer tilmed, at jeg har medbragt min hund Tjok. Tjok er min højeste prioritet og eneste årsag til, at jeg er i live, men også… at jeg ikke kan få en bolig. Jeg elsker min hund meget højt, så højt, at jeg foretrækker et liv som hjemløs. Tror de færreste kan sætte sig ind i, at en hund kan få en så stor betydning, at prioriteringer bliver impulsstyrende. For mig, er min hund, en ubetinget tryghed og kærlighed.

 

DAGBOGSNOTATER:

1983.10.25 -  Emma indvilliger i, at jeg har adresse ophold hos hende, så jeg har mulighed for, at kunne modtage overførselsindkomst.  Jeg vil gerne bidrage til eventuelle udgifter og mad i forbindelse med mit ophold og tager derfor kontakt til Vandløse kommune, men mødes af enhver form for afslag. Jeg er dybt frustreret. Sagsbehandleren på den anden side af bordet er handicappet og i min vrede slynger jeg ud… ”at fordi du ikke kan bruge dine ben, så behøver du ikke lade din bitterhed, gå ud over mig”.

Jeg er meget ked af det. Føler mig forladt og kan ikke finde mening med livet. Emma foreslår, at jeg opsøger Niels Broks Handelsskole og forhører mig til muligheden om, at komme ind på dispensation, eftersom skoleåret er begyndt. Jeg bevilges undervisning fra skolen og får lov til at starte straks. Efter få dage, vælger jeg dog at træde ud af skolen, grundet mine medelevers  disrespekt for undervisning. Jeg er selv kommet over den periode, hvor strikketøj, walkman, kasten tyggegummi og papirs kramper, var en del af timen og føler ikke, at jeg kan gennemleve den tid igen.

1983.11.02 - Det går ikke. Jeg kan ikke længere overskue min situation. Jeg føler, at jeg er nødsaget til at udnytte alle, fordi jeg ikke vil skille mig af med Tjok. Tjok har været min trøst og glæde, når alt så sortest ud og alene tanken… er for uoverkommelig. Med en hund, kan jeg ikke få et sted at bo, intet arbejde og jeg har ingen penge. Jeg render kommuner og ungdomsformidlinger på dørene, men ingen syntes at kunne se, hvordan de skal hjælpe mig, for som de et af stederne siger… ”Vi kan ikke give dig penge, når du ikke har en adresse og vi kan ikke hjælpe dig med en lejlighed, når du ikke har børn”.

Jeg søger arbejde overalt, men får flere steder at vide… at da jeg ikke har en bolig eller en telefon, så kan de hverken skrive eller ringe efter mig” og derfor ikke bruge mig.

1983.11.03 -  Efter endnu en dag, at har ramt panden imod utallige mure, tager jeg hjem til Emmas lejlighed. Krammer Tjok ind til mig og siger farvel. Tjok kikker op på mig med sine store brune øjne, som ville han ønske, at han kunne hjælpe. Tjok kan mærke på mig, når jeg er ked af det og det er som om, at han ikke vil slippe mig. Jeg beder Tjok gå ind på værelset og lægge sig. Ringer til politiet og giver dem besked om, hvor de kan finde mig, hvorefter jeg sætter mig ud i køkkenet med en blok og en blyant, åbner for gassen i komfuret og begynder at skrive.

Jeg er væk, da politiet og en visevært kommer ind og finder mig i lejligheden. Husker ikke mere, men vågner op på Bispebjerg hospital. En sygeplejerske og ungdomskonsulent, står ved min side. Jeg bliver indlagt og ført op til den lukkede afdeling.

1983.11.00 - Den lukkede afdeling er et ualmindeligt trist syn, der kun drager een nærmere imod længslen efter at dø. En lang mørk gang, fører hen til et værelse med jernsenge. Et stort jernskab til mine personlige ejendele, forbliver låst og åbnes kun efter kontakt til personalet som er de eneste med nøgle. For vinduet er der tremmer. Folk går rundt i hver deres verden. Nogen ryger flere cigaretter af gangen, andre sidder og vugger, taler med sig selv, råber eller græder. Jeg ville ønske, at jeg havde været død, inden de fandt mig. Mor kommer på besøg sammen med moster Kit, men jeg råber at de skal forsvinde. Har på fornemmelsen, at mor og moster kun kommer med bebrejdelser eller for at se, hvordan en lukket afdeling ser ud.
Efter få dage, overføres jeg til den åbne afdeling.

Den åbne afdeling er mere lys og venlig. Folk kan sidde uforstyrrede og føre samtaler. Værelserne er med skibsbrikse og om natten kan man få udleveret sovemedicin. Jeg vælger at få sovemedicin, men gemmer dem oppe imellem tænderne og tandkødet. Jeg har planer om, at samle så mange sovepiller, at jeg kan forsøge selvmord igen. Jeg kan ikke finde indre hvile eller ro. Føler ikke længere, at jeg har noget at byde andre. Er en stor fiasko for mine omgivelser og mine venner har jeg mistet p.gr. af mit dumme sind og min manglende forståelse for verdenen udenfor min.

1983.11.00  -  Anders (tidl. kæreste) og hans lillesøster Susse, kommer en aften på besøg på Bispebjerg. Anders og jeg græder lidt sammen. Jeg savner een der vil være god ved mig og griber derfor straks chancen, da Anders tilbyder mig, at jeg kan komme hjem og være hos ham igen, for en mindre periode og vi så må se… Jeg vil straks forlade afdelingen, men det må jeg ikke. Morfar kommer også på besøg. Mormor og morfar tager sig af Tjok.

1983.12.00  - Dagen hvor jeg skal udskrives, kommer Anders og henter mig. Det er jeg meget taknemlig over, men nok ikke så god til at vise. Beslutningen om, at gøre ophold hos Anders er dum, men Anders tilbud er eneste sted, hvor jeg kan få tag over hovedet. Selvfølgelig begynder det hele forfra. Hash, øl og Anders venner, der fylder meget i hans liv. Jeg  accepterer ikke nogen af delene og fortrækker derfor oftere og oftere til Anders mors forretning, hvor jeg næsten har frie hænder til at dekorere, hvis ikke det lige var for Anders far, som hele tiden kom ned i butikken og blandede sig.

Travlt optaget af af dekorere vinduer, ringer telefonen. Kirsten kikker underligt på mig og siger, ”Det er din mor, hun virker meget oprørt”. Jeg får røret. Det er mor… mor råber og skriger i telefonen… at jeg har brudt ind i deres hus og stjålet hendes pelse, bælter og smykker. Jeg er ikke klar over, hvordan mor vil ha, jeg skal ha båret mig ad med det, da jeg kun har været indlagt på Bispebjergs afdelinger og nu står, i forretningen og hjælper Kirsten. Det kan mor ikke svare på, men hendes overbevisning, er ikke til at tage fejl af. Jeg bliver meget ked af det og beder mor, lade mig være.

Juleaften bliver jeg inviteret til at fejre hos Susanne og hendes familie. Nytårsaften bliver endnu engang fejret hos Renè.



1983 - LIGE ET SMUT TIL SPANIEN...

1983...

1983.02.19  - Døssings forældre er kørt til Spanien med deres campingvogn. De skal fejre Susannes 25 års fødselsdag og kører derfor i forvejen, for at modtage. Døssing vælger at flyve. Jeg vil også af sted og meget gerne overraske Susanne, med at være der, men økonomien er ikke god. En bekendt fortæller mig, at det er muligt at køre en bil til Sydspanien for Jørgen Helle, gratis. Jeg kontakter derfor Helle biler og de har hurtigt en bil klar. Dog  skal jeg selv betale vejafgifter og benzin.

Havde jeg regnet lidt på projektet, ville jeg ha vidst, at jeg kunne købe 3 charterrejser for samme beløb, som det skulle koste mig, at køre en bil til sydspanien, men så langt tænkte jeg ikke. Hanne Mette  (veninde fra Knaps Minde børnehjem), syntes ikke om, at jeg vil køre alene og kommer derfor hurtigt til at tænke på en af sine gode venner, Thomas. Hanne-Mette mener, det lige må være en chance for Thomas, at køre en bil til Spanien, med en fremmed ung kvinde.

Hanne Mette tager mig med hen til Thomas, hvor jeg præsenteres og hvor Thomas meget hurtigt beslutter sig for, at vil tage med til Sydspanien. Turen skal vise sig at blive et mareridt for Thomas og jeg, der ikke kender hinanden, kun ud fra et kort møde... kan afgjort ikke sammen, på så lidt plads der er i en 2CV og så så langt. Alt syntes for Thomas at være galt, men nok er det mig, som Thomas havde forventet noget andet af, end naivitet og at tage lidt for let på tingene. Jeg mener selv, at der skal temmelig meget til, før jeg bliver vred og Thomas og jeg, er da også nået mere end halvvejs ned i Europa, før jeg har fået nok.  Thomas skælder ud uafbrudt og slutteligt kører jeg derfor ind til siden og fremsætter Thomas et ultimatum… Enten må Thomas stige af øjeblikkeligt og tomle den hjem til Danmark eller også må han ligge sig om på bagsædet og holde mund. Thomas vælger fornuftig nok,  at ligge sig om på bagsædet og ikke sige mere.

Da Thomas og jeg ankommer til campingpladsen i Malaga, er vi meget trætte, men Susanne og hendes forældre bliver glædeligt overrasket. Susanne og jeg overlader Thomas til hendes forældre og fjoller herefter rundt.  Efter et par timer, kører Susanne, Thomas og jeg til Torremolinos og indlogerer os på hotel. Senere skal vi mødes med Susannes forældre Elinor og Carlo, for at fejre Susannes 25 års fødselsdag.  Da vi alle er samlet, tager vi ud for at spise og derefter ind for at se, et stort danse show på Club Fortuna.

Susanne og jeg kontakter en af danserne (Jean Mari` Saga) i pausen og vi ender med, at udveksle adresser.

Erling Vangedal, som jeg tidligere har hilst på i Skodsborg, til en af min onkels fester, bor i Torrablanka. Jeg hilste iøvrigt også på Erling, da Leif og jeg var i Spanien sammen i december 1982. Susanne og jeg beslutter os for, at tage op og besøge Erling. Vi bliver venligt modtaget af Erling, der har sin ven Jørn på besøg.

Det er tid for, at Susanne, hendes forældre og Thomas skal hjem til Danmark. Deres ferie er slut. Jeg har intet at skulle hjem til, da jeg har fået Tjok i pleje og beslutter mig derfor for, at blive i Spanien lidt længere. Jeg opsøger endnu engang Erling og håber lidt på, at jeg evt. kan være hos ham i nogle dage. Erling modtager mig gæstfrit imod, at jeg gør køkkenet rent og hvis jeg ellers har nogle ideer til opfindelser, at jeg giver dem til ham. Samme aften besøger jeg Club Fortuna, hvor jeg tidligere var med Susanne, Thomas og hendes forældre. Jeg udgiver mig for, at være talentspejder, hvilket bemærkes og den 3. gang jeg besøger Club Fortuna, får jeg tildelt wip bordet. Efter showet taler jeg længe med danseren Jean Mari`. Erling virker sur over, at jeg har lært Jean Mari` at kende og over, at jeg ikke bidrager til husholdningen, hvilket får Erling til, at låne mig 300 kr. så jeg  kan komme snarest hjem til Danmark.

1982 - ÅRET DER GIK…             DAGBOGSNOTATER…

1982.01.00  -  Jeg begynder 9. kl. enkeltfagskursus, på TH Langs skole i Silkeborg.

1982.04.00  -   Stedfar Ulriks far Jes fylder 80 år. Mor og Ulrik er ikke hjemme, så jeg deltager sammen med Ulriks familie, på deres vegne.

1982.04.00  -   Ulrik forærer mig et ophold i Blokhus, sammen med mine venner, som en kompensation for, at sommerhuset mor og Ulrik har købt ved Hvalpsund, alligevel ikke er blevet til noget og muligvis tilbagesolgt.

1982.06.00  -  Afslutter 9.kl. enkeltfag, med gode resultater.

1982.06.02  - Umiddelbart efter afsluttende eksamen d. 14. august 1982, ansættes jeg på Silkeborg turist bureau som guide. Første uge bliver vi undervist i Silkeborgs seværdigheder, fra Gudenåen til Tollundmanden, Arkitekt Anton Rosens smukke bygninger, Hjejlen, Papirfabrikken til pramdragerstien m.m. og må herefter begå os på egen hånd, med det kendskab vi har, som Silkeborg borger. Vi skal bl.a. guide på engelsk og tysk. Jeg er ikke særligt velbevandret i det Tyske, så da vi skal opdeles i par, har ingen af de andre kursister lyst til, at ha mig som partner. Susanne også kaldet Døssing, eftersom vi begge hedder Susanne... udpeges til, at være min makker, hvilket Døssing tydeligt udtrykker, at være utilfreds med. Den første uge, kommer Døssing og jeg af selvsamme grunde, ikke tæt ind på hinanden og mange ord bliver derfor ikke udvekslet på turene rundt i byen, med den ombyggede indkøbsvogn fyldt med museums- og andre henvisninger. Det mærkes ofte, at Susanne er ærgerlig over, at hun ikke blev sat sammen med en anden, men vi kan intet stille op og må forsøge, at få det bedste ud af situationen.

Døssing betvivler mine sproglige kundskaber, idet hun selv, er næsten færdig udlært tolk i engelsk og fransk og udtrykker det således… at når en udenlandsk turist kommer hen til vores vogn, så laver Døssing et lille korket hop og stiller sig ind foran mig. En dag bliver Døssings hopperier for meget og jeg føler det nødvendigt med en markering, for at genvinde respekt og siger derfor… ”nu taler jeg”.  Døssing bliver helt overrasket, men fra den dag, starter et ”bedste veninde” forhold, hvor vi er uadskillelige, med mange tosserier også om natten, hvor vi frivilligt er guides for turisterne. Vi får snart tilnavnet Knold og Tot og udvikler trist nok, en egenrådig respektløshed overfor vores chef, Per Sloth, som ellers er et usandsynligt tålmodigt og varmt menneske. Vi gør, som vi har lyst.

Et par uger efter min ansættelse som guide, har jeg med min løn og lidt penge på bankbogen, sparet knapt 17.000 kr. sammen. Ulrik foreslår, at jeg køber et hus for pengene. Jeg er ikke helt klar på den opfordring, men det er underordnet, for det lyder spændende, at jeg kan blive husejer, i en alder af blot 20 år. Da jeg ikke har bil, er det Ulrik som kører rundt med mig og fremviser adskillige gamle huse uden for Silkeborg. Selv med afstande af 12 km. fra centrum, men den eneste chance for, at jeg kan finde noget, jeg så nogenlunde, vil ha råd til.

Mormor bemærker ofte… ”hvad tænker Ulrik dog på, at sætte en så ung pige, så langt ud på landet, hvor kun en bil også vil kunne gøre det”. Jeg er overhører folks advarsler og ridder på bølgen af eufori over, at  jeg kan eje mit eget hus og forestiller mig derfor ikke, at jeg også skal bo i huset, når jeg har en lejlighed inde midt i byen. Måske her… ville det ha været passende om… Ulrik havde fortalt mig, at han ikke havde råd til sin ejendom og derfor sat den til salg, især fordi, det vil få konsekvenser for mig i form af endnu en flytning, men Ulrik siger intet. Jeg kan i øvrigt også kun se, at den piedestal jeg til tider sætter mig på, vil rage højere imod himlen, når jeg er blevet husejer.

1982.06.18  -  Ulrik og jeg finder et dejligt hus i Svostrup og købet er snart en realitet. Jeg står med et skøde, der indikerer, at jeg har købt et dejligt sommerhus i Svostrup, med en tilhørende kæmpe grund. Desværre har jeg ingen bil og bussen kører kun 2 gange om dagen, idet det er ude på landet og i et sommerhus område. Jeg har mit arbejde og mine venner inde i Silkeborg, så jeg vil ikke flytte ud i huset, men Jo jo, jeg besøger skam huset et par gange. Huset føles bare ikke som mit. Det ligger der og ligger, pænt vedligeholdt og bygget som et helårshus, der bare ikke venter... på mig.

1982.06.24  -  Jeg inviterer folk fra nær og fjern også dem jeg ikke kender, til en kæmpe toga- havefest. Der kommer mange.

Jeg ikke har råd til flere udgifter eller to huslejer og endnu mindre lyst til permanent, at flytte ud på landet. Vælger herfor at udleje mit hus, til et par mænd med alkoholiske problemer og stofmisbrug, Ole Rissum og Per fra Silkeborg. Min afgjort dårligste beslutning til dato. Lejerne hverken betaler indskud eller husleje og da jeg beder dem fraflytte mit hus, nægter de, de første mange gange. Slutteligt forlader de huset, men efterlader alt ødelagt. Det er meget min egen skyld, for hver gang jeg har talt med de logerende, så er jeg blevet mødt af tårevædede tomme løfter og forklaringer, der gav mig ondt af Ole og Per. Jeg havde tilmed bedt ejendomsmægler Torben Larsen, som havde  til opgave at udleje huset, om ikke at bekymre sig og blande sig udenom. Ligedan lånte jeg Per og Ole penge, som jeg aldrig fik tilbage. Tvangsauktion…  en realitet.

1982.07.10  -   Mor fejrer sin 40 års fødselsdag på La Strada. Jeg inviteres med, så farfar Jes har en borddame og én til at opsamle hans madrester op og tørre ham om munden. Mor ligger aldrig skjul på, at hun ikke bryder sig om farfar Jes, men hun bryder sig endnu mindre om, at have ham i nærheden.

Farfar Jes har værelse hos mor og Ulrik. Værelset er mørkt med et krybekælder vindue, så der slipper ikke meget lys ind. Tillige er farfar Jes dårligt gående og seende, at det ikke er muligt for ham, at komme op af vindeltrappen og spise med resten af familien. Farfar Jes får i stedet sin mad serveret på værelset, hvor han altid sidder alene og spiser.

Livet fortsætter sorgløst, bekymringer gemmes væk, ligeså hurtigt som de opstår. Fortidens og fremtidens sorger glemmes for stunder, når vi fester. Døssing og jeg morer os med de mange unge turister, vi møder på vores arbejde som guider og snart står den på bytur alle ugens 7 dage. Vi er usårlige og vi er nogle pokkers tøser. Når vi om natten har drukket for meget, henter vi blot vores city vogn og kører den ind i min gård, hvorefter vi går op og sover et par timer. Til andre tider, kan vi finde på, at stille vognen ind til en is forretning og på indehaverens opfordring, overtage salg af is. Det bedste ved at være turistguide, er de mange forretninger, som giver os gratis middage eller store rabatter, selvfølgelig med en bagtanke om, at vi vil fremhæve deres butik, når vi skal anvise de opsøgende turister, men det har vi luret. Vores dage er farveorgier, og vi har med eet, usandsynligt mange venner, alt vedbliver dog ikke…

(mine venner fra Berwick upon Tweed) Lynn og Michael kommer pludselig på uanmeldt besøg. Et meget kort besøg, for de forlader ligeså pludselig mit hjem, imedens jeg er på arbejde og efterlader kun en lille seddel med et par ord og et ”undskyld”.

1982.08.14  -  Turistguide perioden udløber.

1982.08.29  -  Jeg er blevet forelsket i Louis og deler ham nødigt med Døssing, men Døssing deler ham gerne med mig eller rettere... Døssing tager hvad hun vil ha, så forelskelsen gør meget ondt og mindskes først, da Louis rejser retur til Canada, hvor han er fra og bor.

1982.10.22  -  Jeg vil rigtig gerne i gang med en uddannelse og starter derfor på HF enkeltfag, men godt inde i skoleåret, forlanger HK, at jeg skal stå til rådighed på arbejdsmarkedet og øjeblikkeligt stoppe. I stedet skal jeg deltage i et HK kursus på Sjælland, hvor jeg skal forsøge at trække medlemmer til HK fagforening ved, at mine medkursister og jeg opstiller en art gøgl på torvet og jeg får avisen til at skrive om optrinnet. Efter kursus har jeg intet at lave og jeg kan ikke få arbejde, grundet manglende uddannelse.

1982.11.00  -  I forbindelse med at jeg var på Sjælland, ringede jeg til far og spurgte, om han ville ha besøg af mig. Det ville far gerne. Far og jeg har det hyggeligt og rart når vi er sammen og jeg vil gøre næsten alt, for at være så meget sammen med far som muligt. Far havde spurgt, om jeg ikke kunne tage hjem og sælge mine ting, så vi sammen kunne køre ud i verdenen. Jeg fortalte far, at jeg har min hund, men den mente far, at jeg bare skulle tage med. På det tidspunkt, skulle hunde i karantæne i 6 måneder, hvis de skulle ud af landet og det kunne jeg ikke overskue med Tjok. Far ville også ha sin hund med. Vi taler lidt frem og tilbage om fars ønske til, at vi skal være sammen, da Far pludselig henter et gevær og retter mundingen mod mig, hvor efter far skyder efter køkkenrullen på bordet. Jeg tænker ikke så meget over optrinet, men syntes det er noget pjat, at far holder geværet. Far siger… at han ofte har sigtet på køkkenrullen. Jeg ryster på hovedet, griner fjoget og beslutter mig for, at tage en tur i deres svømmebassin.

1982.11.00  -  Far ringer et par dage senere og fortæller, at han står nede i telefonboksen på torvet i Silkeborg. Far har forsøgt at finde en blomsterhandel som sælger brudeslør, for han vil besøge mor. Far overnatter hos mig, men afkorter opholdet fordi… som han siger… savner sin kone Henny. Jeg tager hjem til mor og Ulrik, da far er rejst. Mor og Ulriks telefon ringer og jeg besvarer opkaldet. Det er far, han vil tale med mor. Et par timer senere, begår far selvmord.

1982.12.01  -  Far bisættes fra Charlottenlund kirke og køres til de ukendtes gravsted på Mariebjerg kirkegård. Jeg finder ud af i 2011, at far er blevet flyttet til Ordrups ukendte plads.

1982.12.15  -  Tjok og jeg går en tur ned på Odden. Tjok går løs og jeg befinder mig i en anden verden, på grund af  de to nylige begravelser, min fars og Jans, en ven fra Knaps Minde børnehjem, som jeg lige har været til. En mand kommer gående i mod os med sin hund i snor. Jeg sætter straks snoren på Tjok, idet jeg ikke har lyst til at tale med nogen og med øjnene stift rettet mod jorden, forsøger jeg at undvige manden, men det lader sig ikke gøre, for begge hunde vil lege og vikler sig derfor ind i hinandens snore. Manden præsenterer sig og siger at han hedder Leif. Leif er en pæn mand, høj og slank med varme øjne. Hundene leger og det ender med, at vi længe står og taler sammen, fordi ingen af os, har lyst til at bryde op. Leif fortæller, at han om et par dage, skulle ha været ude at rejse med nogle venner, men de havde måtte aflyse i sidste minut af flere årsager. Leif vil dog alligevel af sted ned til varmen og det ender med, at Leif spørger… om jeg skal noget i den kommende tid. Fra tanke til handling er ikke langt og snart er vi på vej op til byen, hvor jeg vil ansøge banken om et overtræk. Leif og jeg har aftaler at mødes på Hjorten til et glas glögg, for at aftale nærmere, hvis min ansøgning bliver accepteret. Banken bevilliger mig et overtræk.

1982.12.19  -   Leif og jeg rejser sammen til Fuengirola i Sydspanien. Det er en dejlig tur, men jeg er mindre sød ved Leif.

1982 - SIDSTE MØDE MED FAR, INDEN FAR BEGÅR SELVMORD...

1982 

FAR MØDER MOR EN SIDSTE GANG, SIGER ”FARVEL” OG BEGÅR SELVMORD…

Telefonen ringer… det viser sig, at være min biologiske far. Far lyder ivrig, glad og samtidig forvirret. Jeg står og kikker ud af vinduet fra lejligheden i Bios gård, ovenover solcentret, som ligger ud til et af byens størst centralt beliggende P. plads arealer. Ejendommen er Ulriks, så lejligheden er kun på lånt tid. Jeg har ikke mange møbler, foruden en stor hjørnebar, er der en halv gyngestol, et skrivebord, mit runde marmorbord, en palisander skænk og en dobbeltseng som var min onkels svendestykke, overtaget af min mor og nu min.

Mit hoved er et stort tankemylder af tilbageblik på de seneste måneder, hvor jeg bl.a. har besøgt far og Henny, i begyndelsen af november, i forbindelse med et HK kursus. Det var et varmt og hyggeligt besøg, hvor en af vores samtaler havde vægtet på, at far ville ha, at jeg skulle tage hjem og sælge mine ting, for at rejse med ham ud i verdenen. Jeg fortalte far, at det kunne jeg ikke sådan lige gøre, da jeg bl.a. havde min hund, men den mente far, at jeg selvfølgelig bare skulle tage med. Far og hans tredje kone, har selv hunde, 2 små og en stor.

Besøget hos far, forløb som beskrevet…

Midt under samtalen med far, henter far pludselig et gevær og peger rundt i lokalet. Far fortæller mig, at han før, har skudt efter køkkenrullen for sjov. Jeg syntes ikke det er sjovt, da far peger på mig med geværet og beslutter mig derfor for, at tage en tur i den inden døre pool. Far lægger grinende, geværet væk igen.

Om aftenen sidder vi sammen i sofaen. Far har fødderne på mine ben, da han falder i søvn. En pige fra fars forretning, er på besøg. Vi laver lidt sjov med far, ved at lakere hans fingre og tånegle, med neglelak. Telefonen ringer, det er politiet. Far skal skynde sig af sted og opdager derfor ikke neglelakken, før han står nede i sin Blomster forretning i Karlslunde, hvor der er begået indbrud og taler med politiet.

… stemmen i røret afbryder mine tanker, da den meddeler mig, at far nu står i Silkeborg og er på vej op for at besøge mig. Far vil lige høre, om jeg kender til en blomsterhandler, der sælger brudeslør, for det var mors yndlingsblomster og en del af hendes brudebuket, da de blev gift. Far har sat sig for, at vil møde mor og hendes mand, efter mere end en snes år uden kontakt. Jeg skal derfor straks ringe til mor og Ulrik og aftale et besøg.

Det er mørkt udenfor. Tiden står ikke stille, for de mange som skifter P-plads. Det summer af travlhed. Det summer for mine ører og mit hjerte hamrer, som vil det slå et maratonløb.

Jeg løfter langsomt telefonrøret, alt imens jeg spekulerer over, hvordan mor vil tage imod opfordringen om at se far igen... Jeg ringer til mor, hun bliver selvfølgelig overrasket, men både hun og Ulrik siger, at vi er velkomne.

Erik er ked af, at han ikke kan købe en buket blomster med brudeslør, som han har ønsket det, for det var hans måde, at fortælle mor, at han aldrig var holdt med at elske hende. Jeg ved i dag – på baggrund af samtaler med et par af fars nærmeste venner (kort efter hans død), at far længe havde forberedt sig på, at begå selvmord og at disse små opmærksomheder, var den afsluttende fase. Det vidste jeg ikke dengang og mine selvbebrejdelser, imod ikke at ha set tegnene og måske være den endelige årsag til hans død, som en psykiater delvist forklarede mig i 2002, om jeg havde overvejet, om jeg ikke var, har varet i mere end 25 år. Jeg savner far hver eneste dag, men forstår godt hans valg. Der var bare så meget, vi aldrig fik gjort sammen eller talt om.

… Far kommer op i lejligheden. Det første han bemærker er, at han syntes, jeg mangler møbler. Det kan jeg kun give far ret i, men det har jeg ikke økonomi til. Vi kører hjem til mor og Ulrik. Jeg er meget nervøs og det bemærkes da mine tænder klaprer mod vinglasset, når jeg drikker. Mor spørger om jeg har løse tænder. Tonen og stemningen er afslappet.

Efter et par drinks og ordveksling,  beslutter vi os for, at vi alle tager ind til byen og spiser aftensmad på La Strada. Da far og jeg siger farvel til mor og Ulrik, er det allerede planlagt, at vi skal mødes igen næste dag.

Det er lørdag og torvedag. Jeg er varm indeni og livet syntes stærkt vidunderligt, især da vi alle 4 går rundt i Silkeborg og handler ind, mor, far, Ulrik og jeg. Ulrik inviterer på øl i Underhuset, efter vi har handlet ind til aftensmad. På vej ud af Føtex hvisker mor til mig ”Ulrik har betalt det hele, Erik har ikke så meget som bidraget med en krone, det kunne han nu godt ha gjort”. Jeg kommenterer hendes bemærkning med… ”ja, det kunne han da godt ha gjort”. Ordene har fulgt mig siden, for jeg tror at far hørte, hvad jeg sagde og de første 20 år efter hans død, var jeg overbevist om, at økonomien var en delt årsag til, at han ikke orkede mere.

… Det er så vanvittigt dejligt, at jeg ikke kan beskrive med ord, hvordan det var at se Ulrik og far kokkerere i køkkenet. De syntes at være meget ens og jævnbyrdige. Begge hygger de sig i hinandens selskab, kan man høre på deres latter. Det hele er så befriende. Efter middagen sætter vi os op i tv-stuen. Der bliver slået maver. Jeg lægger mærke til, at Ulrik og far har ens tøj på, de er lige tyndhårede, har lige store maver, samme facon i skæg og sidder med armene bag hovedet. Foto

Søndag morgen beder far om lov til at låne telefonen. Far vil hjem til sin kone Henny. Far virker distræt, forvirret og ked af det. Alt går pludselig meget hurtigt. Far pakker sine ting og siger hastigt farvel…

Jeg går en tur med Tjok og kører herefter ud til mor, for at tale lidt om weekendens oplevelser. Omkring kl. 14.00 besvarer jeg et opkald på deres telefon, fordi mor er i badeværelset. Det er far… far virker beruset og jeg hører ham kun sige… ”Du ser ud til at ha det godt, må jeg tale med mor”. Mor får røret, de taler lidt sammen og da hun lægger på, bemærker hun, ”Erik er fuld”.

Jeg tager hjem til mig selv igen og tænker ikke videre over, at far har drukket og heller ikke over, hvad mor og far talte om. Ved 19 tiden dukker fætter Arne pludselig op i min lejlighed. Arne siger jeg skal tage overtøj på og køre med og siger iøvrigt ikke meget mere på køreturen, hvilket gør mig nervøs. Jeg kan mærke, at der er sket noget og spørger gentagne gange om, der er sket mormor og morfar noget. Morfar har fået konstateret leukæmi og jeg frygter hver dag, at han skal dø. Arne siger blot, ”de har det godt”.

Trods det, at der kun er få kilometer imellem min lejlighed og hvor mor og Ulrik bor, føltes køreturen ualmindelig lang. Da vi endelig er fremme, finder jeg mor og Ulrik inde på kontoret. Jeg er bange for, hvad de vil fortælle mig og bliver desperat efter at høre, om der er sket mormor og morfar noget. Jeg kan ikke forestille mig, hvad der vil blive sagt og råber frustreret… hvem, hvem, hvem !! Det har jo lige været en super god weekend, så hvorfor er mørket nu ved at kvæle mig, allerede inden min eufori har lagt sig. Jeg spørger til, om der er sket Erik noget – mor kikker ned i bordet og beder mig sætte mig ned. Ulrik kikker på mig og siger… ”Erik har det godt, der hvor han er nu”. Jeg forstår ikke et ord af det hele og de fortsætter… ”Erik har begået selvmord, han blev fundet i sin bil ude i skoven, sammen med sin hund”. Jeg giver mig til at le, le, le fucking le og midt i latteren fremævler jeg… ”hvor er han dog dum”.

Jeg bemærker at mor og Ulrik ånder lettet op og hører en af dem sige.. ”det tog hun da udmærket”. Den kliche brugte mor fremtidigt, efterfulgt med ordene ”Du er altid så stærk og hård”.

30 år efter fars selvmord, fælder jeg stadig tårer, skælder ud og kikker hver nat op imod himlen, når jeg går tur med min hund, for at stille det tilbagevendende spørgsmål ”HVORFOR, HVAD GJORDE JEG GALT”.  Jeg tager gerne ansvaret på mig, hvis blot jeg kan få et svar. Hver eneste nat, er jeg tilbage i tiden. Mareridtene er kontinuerlige og konfronterer mig med… hvis bare, jeg havde gjort det hele anderledes og ikke var så dum som jeg er.

1982 - JAN (VEN), BEGÅR SELVMORD…

Alt er uvirkeligt. Jeg går rundt i en tåget verden. Et par dage efter meddelelsen om fars selvmord, kommer en grædende veninde, Hanne Mette op til mig. Hanne Mette fortæller mig, at Jan, en fælles bekendt/ven har begået selvmord. Jan kender jeg fra tiden på børnehjemmet Knaps Minde, som en sød og velbegavet ung fyr. Jan var en fyr alle nærede et stort håb for fremtiden. Hanne Mette beder mig tage med til begravelsen, hvilket jeg selvfølgelig gør.

Kirken er fyldt til bristepunktet. Jeg står udenfor sammen med mange, der gerne vil sige et sidste farvel. Om et par dage, skal jeg deltage i min egen fars begravelse, men har endnu ikke forstået, at far ikke er mere. Hanne Mette er dybt ramt af sorgen over Jans død og jeg foreslår derfor, at vi tager hjem til min mor og Ulrik. Det skulle vi aldrig ha gjort.

Set i bakspejlet, kan jeg i dag godt se, at jeg ikke kunne tillade mig at tro, at mor og Ulriks hjem, var et åbent hjem for mig, men det kunne jeg ikke dengang.

Jeg viser Hanne Mette ind i den store stue. Byder hende et glas Martini Rosso og tager også selv et. Vi græder begge to, Hanne Mette over Jan og jeg over min far og Jan. Pludselig kommer mor råbende ind i stuen… ”hvad pokker laver I her, sidder og drikker min vin. Ta` hjem til dig selv og græd, ud af mit hus”. Hanne Mette og jeg er dybt chokerede. Jeg er nok mest flov over, den manglende forståelse, for vores situation. Vi forlader mor og Ulriks hjem og kører i stedet for, ned til Rene. Jeg henter 6 flasker vin, som snart følges efter af flere, indtil jeg kaster op og vælter om i Rene´s seng. Jeg er træt, kan ikke overkomme mere…

1981 - ÅRET DER GIK...

1981  -  ÅRET DER GIK... DAGBOGSNOTATER…

1981.01.01  -  I forbindelse med Nytårsaften, har Anders og jeg overnattet hos Anders forældres venner i Helsinge. Vores lille schæferhvalp Tjok, lod jeg uansvarligt være alene hjemme. Nytårsaften var sjov, men jeg gik tidligt i seng, fordi jeg blev vred på Anders. Til gengæld stod jeg tidligere op, end nogen af de andre og tog toget til Sydhavnen for at hente Tjok og retur igen til Helsinge. Tjok tissede i toget, hvilket ikke var særlig hensigtsmæssigt, men siden den aften tog jeg Tjok og mine fremtidige hunde med, alle steder også i skole og på arbejde. Jeg gik mange år senere under navnet, ”hundedamen” i Silkeborg.

Jeg har det ikke godt med, at jeg bare går rundt. Henvender mig derfor til Vesterbros ungdoms information og bliver af dem, hjulpet videre til, at kunne starte på KKA.

1981.02.09  -  Jeg begynder på KKA, (et kontorkursus for arbejdsløse voksne, om dagen) på Nørrebro, ikke længere væk end at jeg kan cykle dertil. Jeg får hurtigt nogle søde veninder. Nogen af dem, har en partner, hvilket selvfølgelig gør det lidt lettere, for så har Anders og jeg noget at være fælles om. Desværre varer det ikke ved med vores parvenner, for et brud imellem Anders og jeg bliver uundgåeligt, eftersom jeg ikke kan få ro og ikke ved besked med hvornår, hvor mange og hvem som dukker uanmeldt op i lejligheden. Vi fraflytter dog først hinanden til juni 81.

1981.02.13  -  Det er min 19 års fødselsdag og da jeg ikke har en fast venindekreds og på ingen måde bryder mig om Anders venner, så inviterer jeg min stedfars bror Åge og dennes kone Ilse, med på Sct. Gertruds kloster i Kbh. Anders er selvfølgelig også med.  Jeg giver den med store armbevægelser, fordi jeg ikke er vant til restauranter i Kbh. og er naivt sikker på, at jeg kan komme langt for under 1000,- men jeg skal blive klogere. Jeg beder dem alle bestille, lige hvad de vil ha og får til gengæld noget af et chok, da jeg præsenteres for regningen efterfølgende som lyder på 1800 kr. Ved ikke hvad jeg skal gøre, men lykkeligvis træder Åge og Ilse til og jeg modtager flovt, at de betaler halvdelen. Efter middagen, går vi på et diskotek i det indre København. En ludder sætter sig hen til vores bord og ligger an på Åge. Ilse griner og lader som ingenting. Det ender med, at ha været en sjov og hyggelig aften.

1981.02.00  -  Der er konstant en lind strøm, af Anders venner på besøg. Anders venner kommer uanmeldt på alle tider af døgnet. Ruller sig en joint, drikker eller tømmer vores køleskab. Jeg opholder mig derfor meget, hos Anders forældre, fordi jeg ikke bryder mig om Anders’ venner og det er tydeligt gengældt.

1981.04.00  -  Jeg har været oppe og se overboens køkken. Det er flot og praktisk. Overboen fortæller mig, at der står en hel del penge på Anders’ istandsættelses konto og der skal derfor ikke meget overvejelse til eller mange minutter før... jeg går i gang med at nedrive køkkenet, imens Anders er på arbejde. Det undgår ikke de omkringboendes opmærksomhed, idet jeg smider låger, brædder og masser af gammelt træ ud af vinduet, under stor ståhej og larm. Ikke lige velset af alle, nok mindst af Anders og hans forældre. Nå, men det skal de nu ikke blande sig i, så jeg fortsætter ufortrødent.

Om aftenen, vælter det endnu en gang ind med Anders venner, der alle vil se, hvad jeg har gang i. De møder talstærkt op. Jeg forsøger at lave en pizza til os, men den bliver mislykket. Som så mange andre gange, står den derfor i stedet på spagetti og ketchup eller rejeost med pålægschokolade i fed kontrast til joints og bon. Jeg gider som ligeså mange gange før, ikke Anders gæster og går derfor ud i køkkenet, i det der nu er tilbage, for at vaske op. Eftersom jeg har revet køkkenbordet ned, så er der intet at kunne stille porcelænet på, udover et interimistisk klapbord. Langt om længe kommer jeg igennem en kæmpe stak snavset porcelæn og da jeg vil sætte den sidste tallerken på opvaskestativet, ryger alt andet porcelæn på gulvet og smadrer med et kæmpe brag. Jeg står dumt overrasket tilbage, med en enkelt hel tallerken i hånden… den får så samme tur.

De besøgende tror, at jeg har smadret porcelænet med vilje, da de godt ved, at jeg ikke bryder mig om, at de er der. Det samme gør Kirsten og Bent følgende dag. Kirsten samler straks et nyt sæt porcelæn sammen til Anders, selv om jeg insisterer på, at vil købe det selv.

1981.05.00  -  Lynn, min veninde fra Berwick, kommer på besøg hos Anders. Sammen med et par af de mere fornuftige af Anders venner, tager vi i Tivoli. Lynn har bare tæer i sandaler og sneen vælter pludselig ned. 14 dage tidligere lå jeg ellers ved stranden og tog sol, iført bikini. Anders, Lynn og jeg besøger tillige Alice og Ulrik i Silkeborg, hvor vi denne gang, selvfølgelig har Tjok med.

 1981.06.01  -  Jeg afslutter mit KKA kursus med eksamen i bogføring, handelsregning og maskinskrivning, med gode karakterer.

Anders og jeg kan absolut ikke omgås hinanden længere, men da det ikke har været muligt for mig, at få en lejlighed eller anden boligform fra dag til dag, trods meget ihærdig søgning, så får jeg lov til, at være hos Anders, men kun på tålt ophold. Annette kommer på besøg, men foretrækker Anders og hans venners selskab, med hvem hun vil med på den lokale snask. Da Annette er min veninde, føler jeg mig nødsaget til at gøre hende selskab, selv om det vist ikke behøves. Jeg tøffer derfor langsomt efter selskabet, men kun for en kort bemærkning, hvorefter jeg går hjem og pakker mine ting. Efterlader barnlig indikation på yderdøren, ”SVIN”. Bent (Anders far) er rasende. Jeg ringer efter morfar som snart kommer og hjælper mig, med at få mine ting ud af lejligheden. Bent forsøger at holde på mine møbler samtidigt med, at han råber alskens ukvemsord efter mig.

John, min onkel, har lejet Birthe Weekes hus i Skodsborg. Det ligger helt ned til vandet. Et fantastisk hus med en stor grund, som gemmer på mange minder. Jeg elsker at være der. Birthe Weekes søn, Christian, har været min gode ven som barn. Jeg har mange gange tænkt tilbage på de tider, hvor vi sammen studerede ting i mikroskopet, legede i havebassinet eller skjul i huset. Jeg har virkelig savnet Christian og nu vil minderne bliver endnu tydeligere, for min onkel vil godt leje den nederste del af huset ud til mig. Der skal dog komme til at gå mange år før, jeg atter genser Christian, desværre.

1981.06.22 - Mormor og morfar er en stor hjælp, da jeg efter mit afsluttede kontorkursus på KKA, begynder i et arbejde på Socialcentret Nørrebro. Dagligt kører morfar til Skodsborg og lufter Tjok eller henter ham, så jeg kan tage direkte fra arbejde og hjem til dem og spise.

1981.07.29 - Jeg har en rigtig dejlig periode i Skodsborg og er glad for mit arbejde, men vælger alligevel, at tage på sommerferie til Berwick upon-Tweed, for at besøge mine engelske venner. Det er dejligt at være tilbage i Berwick upon-Tweed. Jeg føler mig ligeså populær og vellidt, som da jeg var her første gang, men denne gang, skal jeg ikke arbejde for nogen og jeg kan tage rundt som lyst. Jeg bor et par dage, hos min veninde Lynn. Får hilst på alle. Opsøger derefter Zoe og hendes forældre, hvor jeg også bor et par dage.

Dagen for min hjemrejse insisterer Lynn på, at vil køre mig til færgen i Newcastle, for så kan hun samtidigt besøge sin søster, der er sygeplejerske på et af Newcastles hospitaler, samt hendes mormor. Lynn mener, at vi har rigeligt tid og derfor godt kan tillade os, at shoppe lidt.

Desværre forregner Lynn sig med tiden og hendes kendskab til, at kunne finde frem til færgeleje. Vi når lige, at komme tidsnok til at se, at færgen er sejlet. Det er ikke godt. Lynn kører mig tilbage til Zoes forældre, hvor jeg får lov til, at overnatte hos bedsteforældrene Tom og Betty. Følgende dag kører Tom og Betty mig til toget i Edinburgh, så jeg kan komme med ned til Dover, for at sejle over. Jeg får en stor madpakke, knus og kram og sætter mig godt til rette i toget, vel overbevist, at jeg nu kan nå, at være på arbejde tidsmæssigt.

Et uheld kommer sjældent alene. Halvvejs fremme mod London, bliver vi alle beordret ud af toget. Det viser sig, at toget ikke kan køre længere fordi, der er oversvømmelse på banelegemet. Der går for alvor panik i mig. Mine penge er brugt og jeg står midt i ingenmandsland. Tog personalet forbarmer sig over mig og jeg får lov til, at køre med til Edinburgh igen. I Edinburgh går jeg rundt og overvejer, hvad jeg så skal gøre, da jeg ved busstationen møder en dansk kvinde med rygsæk. Den unge kvinde og jeg kommer i snak og hun fortæller mig, at hun er på rundrejse. Vi aftaler at ses en anden dag.

Jeg kører endnu engang hjem til Tom og Betty… som venligt, men overraskede tager imod mig. Tom og Betty låner mig penge, så jeg et par dage senere, kan komme med færgen hjem.

Da jeg endelig kommer hjem og igen er på arbejde, står den på en velfortjent skideballe fra underchefen, som normalt er meget rar og omgængelig. Underchefen er dog af den holdning, at mit svigt og den manglende kontakt, var respektløst og at han derfor ikke længere kan stole på mig. Underchefen vil forståeligt nok, ikke gøre noget til, at jeg får min arbejdsperiode forlænget. Det er jeg lidt ked af, for jeg er meget glad for mit arbejde. Jeg har nogle gode kollegaer og jeg syntes der har været noget særligt ved, at modtage bistandsklienter, når de mødte ved skranken. Især vores onsdage, hvor hele gruppen inklusiv souschef samledes til ”møde”, var sjove og betød masser af vin. Som piccoline, var det mig, der hver gang blev sendt i byen efter 1½ liters munkevin m.m. De sjove onsdage, gjorde det nemmere af klare de mindre bemidledes rykind.

1981.08.00 - I min sidste ansættelses periode, har jeg ikke haft så meget at lave i modtage-afdelingen og derfor anmodet om forflyttelse til omstillingen. Den øverste chef havde kontor på samme gang. Mødelokalet, hvor hun sammen med ledelsen fra andre forvaltninger i Kbh., mødtes 1 gang om md., lå ret op af, hvor jeg sad. Jeg kunne høre møderne begynde i det fornuftige, men efter et par timer, at stemningen blev mere og mere løssluppen, for slutteligt at gå over i sang og latter. Under disse seancer, fremstår min chef helt menneskelig, men burde nok i stedet, ha dæmpet sin tørst i vand.

John (onkel) køber en video inde i Lyngbycentret, som er for dyr til hans afdrag. Jeg kender ikke meget til på klods og da John en dag beder mig gå ind og underskrive lejen af videomaskinen i mit navn, formoder jeg ikke, at der er noget galt i dette. Pludselig begynder der, at komme inkasso regninger til mig. Jeg spørger mor og Ulrik til råds og snart stiger min husleje og snart igen, har jeg ikke et sted at bo, men inden da...

1981.07.00 - Käte, min onkels kæreste, sidder ofte om aftenen og græder. John kommer ikke hjem, han ligger i med Vivian - hans gamle kæreste... fortæller Käte mig. Jeg har ondt af Käte, men … jeg har heller aldrig rigtig forstået, hvad hun så i en mand så meget ældre, end hende selv. John har aldrig lagt skjul på, hvor glad han er for Vivian og hvor meget lidt til fælles, han har med Käte. På den anden side… John har på daværende tidspunkt, en kendt beværtning ”Cafe Grønnegade” inde i centrum af Kbh., en lækker sort Porsche og et lejet hus i Skodsborg, en rigtig verdensmand, i en ung piges øjne. Samme type mand, som jeg selv året tidligere, var blevet stoppet af, på vej tilbage til arbejde, efter frokostpause og havde set flere gange siden.

John har altid haft store armbevægelser og det vil vist ikke aftage med alderen, selv om bevægelserne blev gjort, for hans forældres penge, men dem om det. En aften holder John fest, for rigtig mange mennesker. Jeg får lov til at deltage, men mest fordi, de skal bruge mine lokaler som ligger nederst, med udgang til haven og vandet. Jeg tager min pæne, uskyldige kjole på og går i med tapetet. Ser en båd med adskillige komme ind på stranden. Op af havegangen vralter en stor korpulent fyr, med et par let påklædte piger under hver arm og et par stykker bagved. ”kom så mine tøser”, hører jeg ham råbe, hvorefter han skraldgriner. Manden viser sig, at ha gjort det godt økonomisk, ved opfindelsen af isterningeposer. Jeg hilser venligt på manden og så dykker han ellers ned i et par bryster, der sidder på hver sin side af ham i sofaen. Jeg går ned på mit værelse, skifter over til en rød kjole, med slidser hele vejen op. Ligger make-up på og sætter mit hår let tilfældigt. Herefter går jeg op og hilser på manden igen og han tror, jeg er en ny gæst.

Nogen har været nede og tænde for saunaen som ligger op til mit badeværelse. Saunaen bruger jeg som opbevaring og klædeskab. Pludselig er der én som lugter røg og det viser sig, at være mit tøj, der er gået ild i. Jeg modtager aldrig erstatning. Til gengæld laves der sjov med, at mor og Ulrik, vel har råd til at købe mig noget nyt. Hentydningen forstod jeg ikke, da jeg ikke fik givet ved døren.

 1981.07.00  -  John er flink til, at lade mig være sammen med ham og Käte og inviterer mig ikke kun op, når mormor og morfar kommer på besøg. John inviterer mig også op, når jeg har gæster... så vi kan sidde på terrassen. Jeg kan godt lide, at være sammen med John og Käte.

1981.07.00 - En dag kommer min kusine Anne-Mette og hendes veninde på besøg. Annemette spørger om jeg ikke vil komme hjem til moster og onkel, hvor hun endnu bor… så kan vi køre en tur ned og besøge en af hendes venner. Da Anne-Mette går, er min hund Tjok væk. Stor panik opstår. John mener at kunne høre Tjok, men at dens hylen lyder som om, at nogen gør den fortræd. Jeg græder som pisket. John henter et gevær og går ud i haven. Efter at ha ledt i et par timer, må vi opgive. John og Käte går i seng og pludselig høres en svag klynken. Tjok er lukket inde i et lille rum ved siden af John og Kätes soveværelse, pyeee sikke en lettelse.

Jeg kører en tur til Birkerød, for at besøge moster, onkel og Anne-Mette. Snart efter kører Anne-Mette og jeg en tur ned til en af Anne-Mettes venner. Vennen spørger, om jeg ikke vil med til en sommerhus fest. Det vil jeg meget gerne. Det viser sig, at være helt forkert, men jeg savner at være sammen med jævnaldrende og at ha venner. Beslutter mig derfor for, at tage med til fest, selv om Anne-Mette ikke har tid. Anne-Mettes venner er en del yngre end jeg og da jeg er fremmed for dem alle, er der ingen som taler med mig. Jeg føler mig meget udenfor og ganske lidt velkommen. Føler mig forkert og alligevel inviterer jeg dagen derpå, vennen og et par andre stykker til, at besøge mig i Skodsborg, for så kan jeg eventuelt følges med dem i byen. Anne-Mettes venner lyder og lader til, at være helt med på den og vi aftaler derfor, at de skal kikke ned til mig en aften kl. 19.00. Den aftalte aften er mine morforældre på besøg hos John og Käte. Mormor og morfar lægger mærke til, at jeg er meget glad, ivrig og glæder mig, til at blive hentet. Jeg har gjort mig pænt i stand, vader frem og tilbage, kikker jævnligt på uret, minutter bliver til timer, men ingen henter mig. Morfar siger trøstende… ”de har nok ikke kunnet finde adressen”.

Min kusine sagde senere ordenen, som kom til at gøre usvigeligt ondt og aldrig skulle glemmes, ”Du havde da vel ikke troet, at de gad dig. De grinte bare af dig og syntes du er dum”.

1981.07.00 - Lisbeth og hendes mand Johnny, besøger mig i Skodsborg. Jeg viser dem bl.a. voksmuseet i Kbh. og vi tager en tur til Helsingborg.

1981.12.20  -  Min sidste arbejdsdag på Nørrebro Social og sundhedsforvaltning. Mormor og morfar hjælper mig endnu engang med at pakke og flytte, for uden arbejde har jeg ikke længere råd til at bo, i underetagen hos John og Käte, især ikke efter, at John satte lejen op. Et flyttefirma henter mine møbler. Ulrik har endnu engang været flink og  tilbudt mig, at jeg kan bo i hans ejendom på Hostrupsgade i Silkeborg. Denne gang ligger lejligheden i baghuset, oven på et solcenter. Det er en dejlig, lys lejlighed, dog uden køkken og bad, men med et toilet, der skal deles med underboen og så har jeg terrasse. I starten går det helt fint med at dele toilet, men det forandrer sig…

I forbindelse med flytningen til Silkeborg, låner jeg mormor og morfars bil, der ved samme lejlighed skal på værksted, hvor døren skal laves, fordi den ikke kan lukkes, efter en mindre påkørsel. Vejret er slemt. Det sner kraftigt, er mørkt og bilen er kold, fordi døren står delvist åben. Jeg kan ikke se længere, end til snuden af køleren, men da en lastbil overhaler mig, lægger jeg mig bag ham. Det er lang tur.

1981.12.24  -  Jul, julefrokost og Nytår hos Alice og Ulrik.