1982 - ÅRET DER GIK…             DAGBOGSNOTATER…

1982.01.00  -  Jeg begynder 9. kl. enkeltfagskursus, på TH Langs skole i Silkeborg.

1982.04.00  -   Stedfar Ulriks far Jes fylder 80 år. Mor og Ulrik er ikke hjemme, så jeg deltager sammen med Ulriks familie, på deres vegne.

1982.04.00  -   Ulrik forærer mig et ophold i Blokhus, sammen med mine venner, som en kompensation for, at sommerhuset mor og Ulrik har købt ved Hvalpsund, alligevel ikke er blevet til noget og muligvis tilbagesolgt.

1982.06.00  -  Afslutter 9.kl. enkeltfag, med gode resultater.

1982.06.02  - Umiddelbart efter afsluttende eksamen d. 14. august 1982, ansættes jeg på Silkeborg turist bureau som guide. Første uge bliver vi undervist i Silkeborgs seværdigheder, fra Gudenåen til Tollundmanden, Arkitekt Anton Rosens smukke bygninger, Hjejlen, Papirfabrikken til pramdragerstien m.m. og må herefter begå os på egen hånd, med det kendskab vi har, som Silkeborg borger. Vi skal bl.a. guide på engelsk og tysk. Jeg er ikke særligt velbevandret i det Tyske, så da vi skal opdeles i par, har ingen af de andre kursister lyst til, at ha mig som partner. Susanne også kaldet Døssing, eftersom vi begge hedder Susanne... udpeges til, at være min makker, hvilket Døssing tydeligt udtrykker, at være utilfreds med. Den første uge, kommer Døssing og jeg af selvsamme grunde, ikke tæt ind på hinanden og mange ord bliver derfor ikke udvekslet på turene rundt i byen, med den ombyggede indkøbsvogn fyldt med museums- og andre henvisninger. Det mærkes ofte, at Susanne er ærgerlig over, at hun ikke blev sat sammen med en anden, men vi kan intet stille op og må forsøge, at få det bedste ud af situationen.

Døssing betvivler mine sproglige kundskaber, idet hun selv, er næsten færdig udlært tolk i engelsk og fransk og udtrykker det således… at når en udenlandsk turist kommer hen til vores vogn, så laver Døssing et lille korket hop og stiller sig ind foran mig. En dag bliver Døssings hopperier for meget og jeg føler det nødvendigt med en markering, for at genvinde respekt og siger derfor… ”nu taler jeg”.  Døssing bliver helt overrasket, men fra den dag, starter et ”bedste veninde” forhold, hvor vi er uadskillelige, med mange tosserier også om natten, hvor vi frivilligt er guides for turisterne. Vi får snart tilnavnet Knold og Tot og udvikler trist nok, en egenrådig respektløshed overfor vores chef, Per Sloth, som ellers er et usandsynligt tålmodigt og varmt menneske. Vi gør, som vi har lyst.

Et par uger efter min ansættelse som guide, har jeg med min løn og lidt penge på bankbogen, sparet knapt 17.000 kr. sammen. Ulrik foreslår, at jeg køber et hus for pengene. Jeg er ikke helt klar på den opfordring, men det er underordnet, for det lyder spændende, at jeg kan blive husejer, i en alder af blot 20 år. Da jeg ikke har bil, er det Ulrik som kører rundt med mig og fremviser adskillige gamle huse uden for Silkeborg. Selv med afstande af 12 km. fra centrum, men den eneste chance for, at jeg kan finde noget, jeg så nogenlunde, vil ha råd til.

Mormor bemærker ofte… ”hvad tænker Ulrik dog på, at sætte en så ung pige, så langt ud på landet, hvor kun en bil også vil kunne gøre det”. Jeg er overhører folks advarsler og ridder på bølgen af eufori over, at  jeg kan eje mit eget hus og forestiller mig derfor ikke, at jeg også skal bo i huset, når jeg har en lejlighed inde midt i byen. Måske her… ville det ha været passende om… Ulrik havde fortalt mig, at han ikke havde råd til sin ejendom og derfor sat den til salg, især fordi, det vil få konsekvenser for mig i form af endnu en flytning, men Ulrik siger intet. Jeg kan i øvrigt også kun se, at den piedestal jeg til tider sætter mig på, vil rage højere imod himlen, når jeg er blevet husejer.

1982.06.18  -  Ulrik og jeg finder et dejligt hus i Svostrup og købet er snart en realitet. Jeg står med et skøde, der indikerer, at jeg har købt et dejligt sommerhus i Svostrup, med en tilhørende kæmpe grund. Desværre har jeg ingen bil og bussen kører kun 2 gange om dagen, idet det er ude på landet og i et sommerhus område. Jeg har mit arbejde og mine venner inde i Silkeborg, så jeg vil ikke flytte ud i huset, men Jo jo, jeg besøger skam huset et par gange. Huset føles bare ikke som mit. Det ligger der og ligger, pænt vedligeholdt og bygget som et helårshus, der bare ikke venter... på mig.

1982.06.24  -  Jeg inviterer folk fra nær og fjern også dem jeg ikke kender, til en kæmpe toga- havefest. Der kommer mange.

Jeg ikke har råd til flere udgifter eller to huslejer og endnu mindre lyst til permanent, at flytte ud på landet. Vælger herfor at udleje mit hus, til et par mænd med alkoholiske problemer og stofmisbrug, Ole Rissum og Per fra Silkeborg. Min afgjort dårligste beslutning til dato. Lejerne hverken betaler indskud eller husleje og da jeg beder dem fraflytte mit hus, nægter de, de første mange gange. Slutteligt forlader de huset, men efterlader alt ødelagt. Det er meget min egen skyld, for hver gang jeg har talt med de logerende, så er jeg blevet mødt af tårevædede tomme løfter og forklaringer, der gav mig ondt af Ole og Per. Jeg havde tilmed bedt ejendomsmægler Torben Larsen, som havde  til opgave at udleje huset, om ikke at bekymre sig og blande sig udenom. Ligedan lånte jeg Per og Ole penge, som jeg aldrig fik tilbage. Tvangsauktion…  en realitet.

1982.07.10  -   Mor fejrer sin 40 års fødselsdag på La Strada. Jeg inviteres med, så farfar Jes har en borddame og én til at opsamle hans madrester op og tørre ham om munden. Mor ligger aldrig skjul på, at hun ikke bryder sig om farfar Jes, men hun bryder sig endnu mindre om, at have ham i nærheden.

Farfar Jes har værelse hos mor og Ulrik. Værelset er mørkt med et krybekælder vindue, så der slipper ikke meget lys ind. Tillige er farfar Jes dårligt gående og seende, at det ikke er muligt for ham, at komme op af vindeltrappen og spise med resten af familien. Farfar Jes får i stedet sin mad serveret på værelset, hvor han altid sidder alene og spiser.

Livet fortsætter sorgløst, bekymringer gemmes væk, ligeså hurtigt som de opstår. Fortidens og fremtidens sorger glemmes for stunder, når vi fester. Døssing og jeg morer os med de mange unge turister, vi møder på vores arbejde som guider og snart står den på bytur alle ugens 7 dage. Vi er usårlige og vi er nogle pokkers tøser. Når vi om natten har drukket for meget, henter vi blot vores city vogn og kører den ind i min gård, hvorefter vi går op og sover et par timer. Til andre tider, kan vi finde på, at stille vognen ind til en is forretning og på indehaverens opfordring, overtage salg af is. Det bedste ved at være turistguide, er de mange forretninger, som giver os gratis middage eller store rabatter, selvfølgelig med en bagtanke om, at vi vil fremhæve deres butik, når vi skal anvise de opsøgende turister, men det har vi luret. Vores dage er farveorgier, og vi har med eet, usandsynligt mange venner, alt vedbliver dog ikke…

(mine venner fra Berwick upon Tweed) Lynn og Michael kommer pludselig på uanmeldt besøg. Et meget kort besøg, for de forlader ligeså pludselig mit hjem, imedens jeg er på arbejde og efterlader kun en lille seddel med et par ord og et ”undskyld”.

1982.08.14  -  Turistguide perioden udløber.

1982.08.29  -  Jeg er blevet forelsket i Louis og deler ham nødigt med Døssing, men Døssing deler ham gerne med mig eller rettere... Døssing tager hvad hun vil ha, så forelskelsen gør meget ondt og mindskes først, da Louis rejser retur til Canada, hvor han er fra og bor.

1982.10.22  -  Jeg vil rigtig gerne i gang med en uddannelse og starter derfor på HF enkeltfag, men godt inde i skoleåret, forlanger HK, at jeg skal stå til rådighed på arbejdsmarkedet og øjeblikkeligt stoppe. I stedet skal jeg deltage i et HK kursus på Sjælland, hvor jeg skal forsøge at trække medlemmer til HK fagforening ved, at mine medkursister og jeg opstiller en art gøgl på torvet og jeg får avisen til at skrive om optrinnet. Efter kursus har jeg intet at lave og jeg kan ikke få arbejde, grundet manglende uddannelse.

1982.11.00  -  I forbindelse med at jeg var på Sjælland, ringede jeg til far og spurgte, om han ville ha besøg af mig. Det ville far gerne. Far og jeg har det hyggeligt og rart når vi er sammen og jeg vil gøre næsten alt, for at være så meget sammen med far som muligt. Far havde spurgt, om jeg ikke kunne tage hjem og sælge mine ting, så vi sammen kunne køre ud i verdenen. Jeg fortalte far, at jeg har min hund, men den mente far, at jeg bare skulle tage med. På det tidspunkt, skulle hunde i karantæne i 6 måneder, hvis de skulle ud af landet og det kunne jeg ikke overskue med Tjok. Far ville også ha sin hund med. Vi taler lidt frem og tilbage om fars ønske til, at vi skal være sammen, da Far pludselig henter et gevær og retter mundingen mod mig, hvor efter far skyder efter køkkenrullen på bordet. Jeg tænker ikke så meget over optrinet, men syntes det er noget pjat, at far holder geværet. Far siger… at han ofte har sigtet på køkkenrullen. Jeg ryster på hovedet, griner fjoget og beslutter mig for, at tage en tur i deres svømmebassin.

1982.11.00  -  Far ringer et par dage senere og fortæller, at han står nede i telefonboksen på torvet i Silkeborg. Far har forsøgt at finde en blomsterhandel som sælger brudeslør, for han vil besøge mor. Far overnatter hos mig, men afkorter opholdet fordi… som han siger… savner sin kone Henny. Jeg tager hjem til mor og Ulrik, da far er rejst. Mor og Ulriks telefon ringer og jeg besvarer opkaldet. Det er far, han vil tale med mor. Et par timer senere, begår far selvmord.

1982.12.01  -  Far bisættes fra Charlottenlund kirke og køres til de ukendtes gravsted på Mariebjerg kirkegård. Jeg finder ud af i 2011, at far er blevet flyttet til Ordrups ukendte plads.

1982.12.15  -  Tjok og jeg går en tur ned på Odden. Tjok går løs og jeg befinder mig i en anden verden, på grund af  de to nylige begravelser, min fars og Jans, en ven fra Knaps Minde børnehjem, som jeg lige har været til. En mand kommer gående i mod os med sin hund i snor. Jeg sætter straks snoren på Tjok, idet jeg ikke har lyst til at tale med nogen og med øjnene stift rettet mod jorden, forsøger jeg at undvige manden, men det lader sig ikke gøre, for begge hunde vil lege og vikler sig derfor ind i hinandens snore. Manden præsenterer sig og siger at han hedder Leif. Leif er en pæn mand, høj og slank med varme øjne. Hundene leger og det ender med, at vi længe står og taler sammen, fordi ingen af os, har lyst til at bryde op. Leif fortæller, at han om et par dage, skulle ha været ude at rejse med nogle venner, men de havde måtte aflyse i sidste minut af flere årsager. Leif vil dog alligevel af sted ned til varmen og det ender med, at Leif spørger… om jeg skal noget i den kommende tid. Fra tanke til handling er ikke langt og snart er vi på vej op til byen, hvor jeg vil ansøge banken om et overtræk. Leif og jeg har aftaler at mødes på Hjorten til et glas glögg, for at aftale nærmere, hvis min ansøgning bliver accepteret. Banken bevilliger mig et overtræk.

1982.12.19  -   Leif og jeg rejser sammen til Fuengirola i Sydspanien. Det er en dejlig tur, men jeg er mindre sød ved Leif.