1967

DE TIDLIGE MINDER…  FISKEDAMSGADE..

Jo ældre jeg bliver, des tydeligere står de tidlige minder i min erindring. Til tider… som oplevede jeg det hele i går. At jeg har valgt at fortælle om mit første hjem, er for at illustrere… at jeg husker meget i detaljer. Jeg kunne ha valgt, at gå i petitesser, med lejlighedens indretning, men det er mindre væsentligt.

Jeg husker lejligheden…

Fra entreen og ud til venstre og venstre igen ligger køkkenet. Køkkenet er smalt med et langt køkkenbord på højre side, når man træder ind. Fra køkkenbordet, kan man kikke ned i den store gård. Til venstre i køkkenet, når man står med næsen imod gården, er der et par skabe. Det ene skab indeholder mors hvide porcelæn med blå zik zak striber. Det andet skab dufter godt af blandingen af de mange krydderier, der er kommet til, efter at mor har lært en mand at kende. Midt imellem skabene, er der en dør til en bagtrappe, der fører ned til gården. Jeg har ofte siddet på køkkenbordet og kikket på mine legekammerater, når de legede der. En dag, omkring min 1 års alder, havde mor været uopmærksom og ladet mig sidde alene, hvilket fik følger af, at jeg faldt på gulvet og pådrog mig dobbeltsidet kraniebrud i baghovedet.

Til venstre for entreen, er badeværelset. Til venstre i badeværelset, er et stort badekar og på højre væg, hænger et skab. Ovenpå skabet står en stor glaskrukke med låg. Den indeholder små plastic beholdere med skumbad. Far (Erik), skulle en dag passe mig og da han lavede et bad til mig, fik jeg lov til, at få alle de små plasticbeholdere med i vandet. Da far atter tog mig op af badet, så jeg i spejlet, at hele min krop og ansigt, var fuld af røde knopper. Jeg er da overbevist om, at knopperne skyldes de små plasticbeholdere og tør aldrig mere bede om, at få dem med i bad.

Til højre for badeværelset, er et stort værelse. Værelset er i starten lejet ud til en kvinde på mors alder. Da kvinden rejser, overtager jeg delvist værelset. Min seng står til venstre for døren og midt i rummet, er mors palisander spisebord med tilhørende palisander stole med grønt betræk. Når værelset ikke bruges som spisestue, kan jeg bruge det som legeværelse. Mor holder her, bl.a. min fødselsdag med, ”katten af tønden” og vi spiser boller på snor. Poul, min allerbedste drengelegekammerat inviteres med, det samme gør Jeanette min veninde.

Når mor står tidligt op om søndagen, får jeg lov til at komme med Poul og hans forældre i søndagsskole – det er jeg glad for, for vi får læst historie og skal klippe og klistre. Poul bor i samme ejendoms kompleks, som min bedste veninde, Jeannette. Poul bor på hjørnet af Fiskedamsgade og har nogle sjove forældre. Der bor endvidere nogle drenge ovenover os. Jeg har været med til deres fødselsdag, udklædt som Pipi Langstrømpe. Drengenes mor, arrangerede, at vi kom til at slå ”katten af tønden”, nede i gården. Min mor valgte, at vi slog ”Katten af tønden” i lejligheden.

Til min fødselsdag får jeg blandt andre gaver, en lægetaske. Da Poul og jeg ikke tror, at nogen kan se os, for dugen, ligger vi os under spisebordet, der i dagens anledning er sat ind i stuen. Poul og jeg studerer hinanden. Vi kikker hals og numse og konstaterer forskelligheden imellem os.

Lige ud for entreen, ligger et garderoberum, som fungerer som mit legetøjsværelse. (kan anes på foto).

Til Højre for entreen, er stuen. Op af væggen til højre, står mors sofa og foran sofaen et palisander sofabord. Ved hver side af bordet, står et par lænestole. Jeg husker en dag, en kvinde med en stor kuffert kom på besøg og satte sig i stolen til højre. Jeg lå inde i min seng, men kunne se, at der i hendes kufferter, var bestik. Mor købte en hel del.

I forbindelse med stuens venstre side, er et par franske døre. Inden man åbner disse glasdøre, står der til højre en seng. En pudsig erindring, der ofte dukker op er… Jeg er meget syg af halsbetændelse og ligger derfor på sengen i stuen, så jeg kan se tv – normalt ligger jeg inde soveværelset hos mor (Det varede til manden kom på besøg). Jeg husker mor satte sig på kanten af sengen og gav mig en æske gule vick`s samt et Anders And blad. Jeg erindrer omsorgen, men undres over hvorfor, mor ikke læser højt for mig.

For enden af sengen er karnappen, hvorfra jeg kan se ud af vinduerne, ned til Jeannette. Jeg kan se, når hun er hjemme og når de sidder inde i stuen og hygger sig. Jeg stod en dag på en stol i karnappen og kikkede ud af vinduet, da mor gav mig en neger porcelænsdukke. Jeg blev så glad for dukken, at jeg straks ville vise den til Jeannette, men jeg måtte ikke gå derover, fordi det var for sent. Jeanette fik i stedet øje på mig, oppe i vinduet og vinkede til mig. Jeg vinkede ivrigt igen, men da jeg svang dukken af euforisk glæde, ramte jeg vindueskarmen og dukken gik i stykker. Jeg blev meget ked af det.

For fodenden af sengen står fjernsynet, med ryggen ind mod væggen. Det sjoveste ved fjernsynet er den lille edderkop (som mor kalder den), der altid dukker frem, når fjernsynet bliver slukket. Jeg mindes at ha set et kongeligt bryllup, hvor bruden (senenere Dronning Margrethe) er prinsesse og har et meget langt slæb. Jeg mindes den korpulente dyrefortæller Doktor Lieberkind, som jeg har på en single plade, der fulgte med et af mors blade.

Når jeg åbner de store franske glasdøre, træder man ind i værelset, hvor mor og jeg sover, i hver sin seng. På sengen til venstre, sidder far (som jeg ikke ved er min far) og mig, når han kommer på besøg og vi spiller grammofon plader. Det er så hyggeligt, når far kommer. Mor og far taler aldrig sammen. Far har en kolonial forretning, ikke langt fra mors lejlighed. Man kan komme ind i forretningen via gården, men jeg glemmer altid hvordan man gør. Jeg har lært at begå mig i trafikken, så det er ingen sag, at gå udenom og ned til far.

Når jeg skal over i parken, der ligger på den anden side af vejen, så står mor altid i vinduet og holder øje, indtil jeg er kommet over fodgængerfeltet. Jeg forstår derfor ikke, at en dag, hvor jeg har været i parken og lege med gyngerne af bilhjul, at mor er blevet vred. Mor smækker mig en i enden og smider mig i seng. Jeg ligger og tænker over, hvad jeg har gjort. Inde i soveværelset, har mor besøg af manden. Mor plejer ikke at være sådan. Mor siger noget om, at jeg ikke måtte tage mine nye støvler på ud at lege og at jeg ikke bare sådan, må gå i parken, men… det plejer jeg jo, at må!!

Mor står i entreen, hun er utrolig smuk. Mor har en sort/hvid kjole på, med store røde blomster. Mor drejer rundt et par gange og spørger mig… ”hvad syntes du”. På væggen hænger et spejl og ved siden af spejlet hænger et skohorn med læderknytning og et elfenbens hestehoved. I hoveddøren er der et hul, så man kan kikke ud og se, hvem der banker på døren.

Dette var runden af mit første hjem...

I vores bygning, er der ikke som der er hos Jeannette, en sur, storbarmet visevært. Hos Jeannette er der heller ikke, en elevator… det har vi, lige udenfor vores hoveddør. Jeg må ikke køre med elevatoren alene, men det er helt ok, for jeg sætter mig blot op på gelænderet ved trappen, når mor ikke ser det og så kører jeg hele vejen ned, indtil numsen er på vej ud over kanten. Mor og jeg bor på 2, sal., så det er en god tur.

Manden kommer engang imellem på besøg. Han er til forskel fra mor, rigtig god til at lave mad. En dag skal vi ha kastanjer. Jeg har kun lavet kastanje dyr i børnehaven og det huer mig derfor ikke, at smage på de ristede kastanjer, men duften af timian og mange andre krydderier, er vidunderlig. Jeg husker ligeledes en dag vi spiste Artiskok blade med smør og fisk med ben. Jo jo, der var skam mange underlige ting, i stedet for fedtemad og leverpostej.

Nede på gaden… Gaden imellem Jeannette og Pouls hus, og bygningen hvor jeg bor, er ikke særligt trafikeret, for vi får altid lov til, at lege der. Vi tegner hinkeruder på fortovet eller løber på firehjulede rulleskøjter. Et par veje længere henne af samme gade, ligger en lille slagterforretning. Når mor engang imellem sender mig på indkøb, så får jeg lov til at smage, slagterens nystegte flæskesvær. På den anden side af samme gade, bor en jævnaldrende legekammerat. Jeg kan ikke huske hvad hun hedder, for jeg gider hende ikke. Pigen havde til sin fødselsdag, fået en legetøjs købmandsbutik, med en masse små æsker til. Da vi en dag leger sammen, skal vi lege købmand, men pigen vil beholde det hele selv og fortæller, at jeg skal gøre, hvad hun siger. Det vil jeg ikke, så jeg går min vej og kommer aldrig igen…

FARVEL TIL FISKEDAMSGADE… GODDAG TIL JYLLAND OG ET UNDERLIGT SPROG…

 Flyttekasser og rod. Jeg ved og kan mærke, at der er forandringer på vej. Bliver opløftet af stemningen og hopper rundt i lejligheden. Mor beder mig bevare roen, men det er helt umuligt indtil… boiiiing… så havner mit hoppende hoved i en af de aflange, blå med hvide prikker, loft hængende lamper. Hovedet lander lige i hullet og med et, er lampen en knust, men uvis identifikation på, at mit liv skal til, at tage en stor drejning. Mor har en lampe mere af samme slags, men den er ikke længere anvendelig uden sin makker og kommer derfor aldrig op, at hænge i det nye hjem.

Det er mørkt da lastbilen er pakket og vi skal sige et endeligt farvel til, Fiskedamsgade på Østerbro. Ude på gaden står min bedste veninde Jeanette, hendes brødre og et par andre venner. Der er en underlig smerte nede i min mave. Ingen af os fatter helt, at det er farvel til vores fælles oplevelser. Oplevelser som at bage sammen med Jeanettes mor. Hinkeruderne på fortovet, de firhjulede rulleskøjter. Opgangskonen der altid farer ud af døren, hvis hun hører vi går med sko, på de nyvaskede trapper og endnu værre… er iført træsko. Opgangskonen kan dog udvise medmenneskelighed i form af karamelstænger, når hun med sit korpulente ydre, krænger sit enorme brystparti, ud af de smalle vinduer, for at fedte sig til oplysninger. Jeg skal aldrig mere holde Jeanettes brors små hvide mus eller sidde på hjuldækkene i parken, som altid er fyldt med vand, når vi sætter os for at gynge og derfor efterlader en stor våd plet på bagen.

Jeannette og jeg… har altid været sammen, vi er bedste veninder og nu står vi for, at skal skilles fra hinanden, uden håb om, at bevare kontakten. Jeanettes bror skubber blidt til Jeanette… ”nu, det er nu du skal give hende gaven Jeanette”. Jeanette og jeg kikker på hinanden. Mor kalder… min nye far, manden, kalder… ”vi skal køre Susanne. Du skal sætte dig ind i bilen nu”. Jeanette rækker mig gaven. Det er en porcelæns æsel med blandet slik. Der er en spiselig sukker perlekæde, skub op pastiller og en karamelstang. Vi skal bestemt holde kontakten og jeg må love at skrive, når jeg engang har lært det. Jeg sidder på bagsædet og kikker ud af bagruden, så længe vejen syner. Tårerne triller stille ned af mine kinder, alt imedens Jeanette og jeg vinker til hinanden, uden stop.

Ca. 20 år senere, opsøger jeg Fiskedamsgade. Jeanettes mor bor stadig i sin lejlighed. Hun bliver tydeligt overrasket og glad ved at se mig. Jeg får en adresse til Jeannettes arbejdsplads, som jeg straks opsøger. Jeanette er på arbejde. Det er underligt at stå overfor hende. Vi aftaler, at jeg skal følge med hende hjem. Det er et dejligt gensyn. Desværre er vi ikke indstillede på, at bevare kontakten. Muligvis fordi vi har udviklet os på hver sin måde. Jeanette er i et veletableret forhold. Jeg har mistet min datter, bor stadig i Jylland og mit liv er meget ustabilt. Ikke desto mindre, er Jeanette et dejligt minde, fra min tidlige barndom.

Jeg kan i dag mærke, at flytningen, forandringerne og mødet med det nye og uvisse, ikke var godt for mig. Følgerne har været en angst for, at knytte mig til nogen. Det var jo ikke kun, min bedste veninde, jeg blev hevet væk fra, men hele mit fundament. Det var…

… min far (som jeg ikke vidste, var min far). Far var den mand, som jeg følte var min ven. Far havde altid tid til, at jeg kom ind i forretningen og lod mig sidde med sin regnemaskine eller han tog mig med ned i kælderen, hvor duften var en blanding af trækasser, røg og spildt øl, kaffegrums og slik. I kælderen hyggede far og et par af hans venner sig, med en øl eller to.

… det var farmor (som jeg heller ikke vidste, var min farmor), men som altid var omgivet af en masse mennesker. Jeg elskede at være på besøg. Der var hygge og latter. Huset lå i Ordrup og var omgivet af en have med høje hække og træer. Jeg elskede farmor og farfars soveværelse. Det var lyst og med dør ud til en lille altan. For vinduerne var lette gennemsigtige gardiner. Når jeg trådte ud på altanen kunne jeg se Kofi (deres puddelhund) løbe rundt i haven og lege med Bulder (min fætter – der var nogle år ældre end jeg). Jeg kunne dufte roserne og høre solsortene. Jeg elskede simpelthen at være der og følte mig tilsvarende elsket. Farfar satte mig ofte på skødet og fortalte historier. En påske fik jeg et gult og grønt påskeæg af ham. Efter flytning så jeg ham aldrig mere. Mor fortalte en dag, da vi kørte i Østergade krydset i Silkeborg, at farfar var faldet ned fra sin rebstige og havde brækket halsen. Han var død.

… det var mine elskede morforældre, som jeg mere eller mindre, var opvokset hos i Gentofte. Mormor arbejdede på Gentofte amtssygehus, hvor jeg gik i børnehave. Det var almindeligt, at jeg blev hentet af morfar, når han hentede mormor og at jeg derfor spiste og overnattede hos dem. Mor havde arbejde eller var en del i udlandet. Jeg har ikke mange minder om mor, men en dag hos mormor og morfar, hvor det ringede på døren, løb jeg som jeg plejede, ud og åbnede. Jeg blev mødt af en stor oppustet plastic klovn. Jeg noterede mig ikke, at der stod en kvinde bag, idet jeg blev meget forskrækket og løb retur ind og satte mig i mormors skoskab og ville ikke ud derfra igen. Jeg var rædselsslagen over, at jeg skulle følge med kvinden og klovnen. Mere end 45 år efter, kan erindringen stadig give et sug i maven, jeg har coulrofobi.

… jeg skulle væk fra Skodsborg. Huset som mormor og morfar altid lånte af Weekes, når Weekes boede i Nordjylland. Til Weekes hus, var der en tilhørende kæmpe have, helt ned til vandet. For enden af haven stod den store gamle hængepil, hvor der var ophængt et par romerske ringe. Når morfar slog græs og ikke kunne ha mig til at løbe omkring, så hængte han mig i ringene og dem hoppede man ikke lige ned fra. Ringene blev mit foretrukne redskab i skolen.

Skodsborg husets hoved soveværelse, var mit absolut foretrukne værested. Gulvtæppet var et langhåret cremefarvet tæppe, som føltes dejligt at gå barfodet rundt på, fordi hårene gled op imellem tæerne. Et kolossalt vindue prydede hele den ene væg fra gulv til loft og udsigten over Øresund til Sverige, gav grobund for mange drømme og fantasier. I soveværelset var der et sjovt hemmeligt rum. Rummet var fyldt op med sko i alle afskygninger. Ligeledes var der udgang til en terrasse.

… alle og alt blev jeg med et, taget væk fra. Min fætter Arne og kusine Anne-Mette, som havde verdens skrappeste mor, min moster. Jeg så det altid som en straf, når jeg skulle passes hos moster og onkel, for jeg vidste aldrig hvad jeg kunne gøre, for at stille moster tilpas. Mad blev der ikke lavet og var vi sultne, så var det Arne der stod for at smøre fedtemadder. Lejligheden havde intet bad og vask blev foretaget i køkkenet. Af nye forhold for datiden, var det fint, at der var toilet i lejligheden. Til gengæld var det så lille, at vi kun kunne bakke ind eller lade døren stå åben, hvis vi skulle. Jeg var meget glad for min fætter, som jeg var jævnaldrende med. Min kusine, der var et par år yngre, var lidt træls. Min kusine blev senere en tilbagevendende negativ oplevelse, fordi hun fandt ud af, at hun kunne drille mig med, at jeg var begyndt at tale jysk.

… børnehaven … jeg husker den sidste dag. Jeg skulle sove til middag, men ville som mange gange tidligere, ikke. Jeg gemte mig i legehuset. Havde fundet en dukke og ville ikke aflevere den igen. Køjesengene som lignede skabe, når de blev lukket sammen, den varme ru suppe med rosiner, der gav mig kvalme og skiltet på min plads, en sol… intet skulle jeg tilbage til.