Goddag ALLE I kære læsere...

Jeg vil starte med en præsentation af mig selv, for efterfølgende at fortælle, hvorfor jeg har besluttet mig for at blogge.

Jeg blev født i 1962 på Østerbro Kbh. Havde sporadiske ophold hos min mor, men primære hos mine morforældre, der af profession var lagerarbejder og ufaglært sygeplejerske, med økonomi til en lille leje lejlighed i Gentofte. I min erindring står minderne om den tidlige barndom i vidunderlig kontrast til voksen årene.

Mine morforældre havde selv tre børn, en dreng og to piger. Hver især voksede sig godt af vejen, fik henholdsvis en bar i det indre København, moster blev postmesterfrue i Brønderslev og min mor gav den som den lille afhængige pige og fandt altid rige forsørgere. Sådan ser forholdene stadig ud, med lidt få afvigelser.

De familiemæssige relationer er jeg forskånet for, da jeg aldrig fik en uddannelse eller kunne bidrage familien med noget positivt. Kontinuerligt har jeg siden barndommen spurgt mig selv om... hvorfor, men måtte lede længe efter svar. Svarerne kom efterhånden, som jeg begyndte at skrive.

I 2009 blev jeg alvorligt syg og indstillede mig på, at mit liv var slut. Foruden at sælge alle mine ejendele, gøre status, skrive og forberede min afgang, tog jeg kontakt til min fortid. Sagde farvel. Mine tre børn... som jeg ikke var berettiget til at se, forsøgte jeg at få en sidste kontakt med. Min ældste søn på dengang 19 år (ikke set siden han var 13), skrev efterfølgende til mig... "Det eneste jeg vil arve af dig, er din aske, så jeg kan pisse på den". Min datter på 24 forlangte bortadoption, til trods for, at hun siden sit første år, havde haft anden familie og vi kun havde mødt hinanden, da hun var 12. Min yngste søn på 15 (ikke set siden han var 9) skrev på Facebook... "er du for helvede da så sindssyg, at du ikke forstår, jeg intet vil ha med dig at gøre..."

Godt så... det syntes omsonst, at opsøge yderlig kontakt, men een ting besluttede jeg mig for, at mine børn ihvertfald skal kende til, uanset hvad de mener, at der har været sket eller ikke sket, hvad sagsbehandlere og Tvind skolens lærere, samt psykologer har fortalt og bildt dem ind... at "SANDHEDEN" skal frem.

Jeg kontaktede derfor personer, der har været tæt på mig, personer som kendte til mine kampe og personer som i det hele taget havde eller kendte til relationerne, der havde gjort det umuligt for mig, at kæmpe alene. Min frustration over, at jeg muligvis ikke kunne nå, at skrive færdig, gjorde mig desperat.

Jeg begyndte at gennemgå og indscanne tusinder af dokumenter, billeder og små minder, helt ned i togbilletter fra 70´erne. Kort sagt... jeg gik i petitesser for at finde frem til ALT, der kunne tilbageføre påstande om, at jeg havde haft alkoholiske problemer, været i stofmisbrug og ernæret mig ved prostitution, endvidere tævet mine børn dagligt til intelligens. Jeg søgte i gamle lægejournaler efter antydninger om, at jeg kunne være skizofren, manio depressiv, psykotisk... og hvad sagsbehandlere ellers har beskyldt mig for at være, men INTET sted, står jeg angivet lægeligt observeret med disse prædikater.

Ligeledes i 2009 opsøgte jeg Martin Spang Olsen. Martin blev den første, som uden at ville se beviser, troede på mig. Det gav en usigelig varme indeni. Ikke nok med, at Martin troede på mig, men han kunne også bekræfte en periode fra mit liv. Martin Spang Olsen har de seneste 3½ år hivet mig op, når jeg syntes at ryge ned eller kørt skrivetræt. Martin siger... "SANDHEDEN skal frem".

Jeg er Martin Spang Olsen og Bo Østlund (forfatter), sidstnævnte som senere er kommet til, en stor tak skyldig fordi, de holder mig oven vande, især efter... jeg overlevede min sygdom.

I dag, hvor jeg kan skrive 1. juni 2012´på min blog, er jeg nået langt. Jeg vil aldrig kunne tilgive, hvad fortiden bragte mig, men jeg vil meget gerne dele mine oplevelser og bevise, at det er muligt at komme videre også alene. Mange mennesker er berettet i mine oplevelser og endnu flere har bedt mig skrive færdigt. Jeg søger derfor HJÆLP fra folk, som løbende vil læse og evt. stille spørgsmål, til de sider, jeg lægger ind på min nye blog.

Hvis du er een som holder af at læse selvbiografi og kan bruge lidt tid på anmærkninger til mig, så vil jeg være dig meget taknemlig. Du vil i så fald finde, at min beretning starter tilbage i år 1962. Du vil komme til at læse om flere voldtægter, underlige episoder, gennemtænkte som uigennemtænkte impulsstyrende handlinger, der måske kan tillægges min ADHD, der blev konstateret i 2011 og i hvor, jeg kan finde den røde tråd, tilbage til barndommen.

Du vil kunne læse om min familie, i hvem jeg kan finde mine gener. Du vil kunne læse om min onkel, hvis søn slog en dreng ihjel, fordi han ville ha hans hue og min onkels efterfølgende trusler imod mig. Om mine børn jeg ikke måtte ha kontakt med, savn, selvmordsforsøg, uro, sorg, frustrationer, kampe, prostitution som jeg måtte ty til i 2010, fordi jeg ikke havde penge til medicin efter at lægerne fejlopererede mig ved min kræftoperation. Jeg skriver om kontakten til kendte som ukendte mennesker m.m.m.

Som understregning... er jeg ikke ude på at søge medlidenhed, men jeg vil meget gerne modtage konstruktiv kritik for min skrivemåde, da det er vigtigt for mig, at jeg skriver så letlæseligt og forståligt som muligt. Jeg læser mine sider igennem mange, mange gange og ser mig til tider blind på enkelte ord eller kapitler. For at jeg kan komme videre, når jeg møder muren, har jeg brug for... at een eller mange flere, vil give mig en håndsrækning til, at kravle over eller skrive om og videre.

Med venligste varme hilsen og tanker fra

Sanne Fals