2011

DIAGNOSEN… ADHD

Endelig… så blev der endelig sat ord på, hvad der er galt med mig – ADHD - Attention Deficit Hyperactivity Disorder

Er jeg glad for den oplysning? Ja. Kan jeg bruge den til noget? Nej. Det er 50 år for sent, for mange misforståelser, for mange fejldiagnosticeringer, selvmordsforsøg, tab, sorg, frustrationer og ensomhed i en egen lille verden.

Jeg har som så mange andre, altid grinnet lidt af ordet ADHD, der mindede mig om forkortelsen, for Dansk Schæfer hunde kennel DSHK – selv om der ikke er noget til sammenligning. Jeg har tilsvarende mange andre, der ikke kan sætte sig ind i, hvad ADHD står for og hvad det gør ved et menneske, været lidt angst for det ukendte. Måske forstår jeg i dag bedre, hvorfor jeg er blevet så meget fejlfortolket, men jeg er ikke blevet klogere på, hvorfor de mennesker der har dømt mig, har gjort det uden kendskab til, hvad de dømte efter.

ADHD bliver ofte forvekslet med diagnosen emotionel ustabil personlighedsstruktur, især den såkaldte borderline-type. Ved begge sygdomme er personen præget af impulsiv adfærd, manglende vedholdenhed og konfliktfyldte forhold til omgivelserne. Men der er også tydelige forskelle. Da behandlingen af de to sygdomme er vidt forskellig, er det vigtigt, at man får stillet den rigtige diagnose.

Des mere jeg gennemgår mine dokumenter og falder hen i erindringerne til årerne bag mig, des bedre forstår jeg… Jeg kan efterhånden også godt forstå, at min mor ikke havde overskud til at elske mig, dog ikke, hvorfor hun ville mig så meget ondt. Jeg begynder at se den røde tråd, der forbinder mine følelser til andre. Jeg er ikke et oplagt kæreste potentiale, for jeg er konstant bange for at miste og samtidigt, kan jeg ikke klare, at blive holdt om for længe af gangen. Jeg bryder mig ikke om, at blive kysset for tit eller at nogen står for tæt på. Bliver nogen forelsket i mig, vil jeg gøre alt for, at det bliver monumentalt, for jeg er afhængig af min frihed, for at ha det godt – og alligevel… jeg savner, savner, savner kolossalt de følelser, nærhed, tryghed, kærlighed som styrer tosomhed. Jeg bliver ked af det, når jeg ser to forelskede mennesker, for jeg ville ønske, det kunne være mig, men sådan er jeg ikke indrettet.

For mig viste symptomerne sig første gang, I børnehaveperioden. Jeg var aldrig indstillet på, at skulle ligges til middags søvn som de andre børn. Jeg gemte mig i stedet i legehusene og nægtede at komme ind. Til spisning snakkede jeg meget eller vippede på stolen, så pædagogen kom hen og vippede ryggen ned på gulvet. Her måtte jeg så ligge med benene i vejret, indtil jeg lærte at sidde stille. I skolen hadede jeg alt, der betød gruppearbejde, fællessport og leg. Jeg blev mobbeofferet og den som de gamle skoleelever den dag i dag, husker for… at ha udsat for buksevand eller som ingen ville ha med i leg.

Som ældre har jeg svært ved at forholde mig til, at en chef er klogere end jeg. Jeg kan ikke fungere under samarbejde, men elsker derimod at sidde alene og følge min egen rytme. Ikke at jeg bliver langsommere af den grund, tværtimod. Jeg dur bare ikke til, at blive underlagt restriktioner og kommandoer.

Siden teenage årerne… har jeg været under de sociale myndigheder. I 1986 forsøgte jeg at få indført, at samtaler imellem sagsbehandler og klient skulle båndes, men det blev afvist. For eget vedkomme ønsker jeg i dag som dengang båndede tiltag, da ingen sagsbehandler ridder på samme bølge som jeg, når de vurderer mig ud fra faglitterær lærdom. Jeg er vurderet meget psykisk syg og derfor uegnet som forælder, hvilket jeg absolut ikke er overbevist om, at jeg er. Uden båndede samtaler har en sagsbehandler naturligvis altid ret. Jeg forsøgte at anke en sagsbehandlers afgørelse, men kunne intet stille op mod, at Ankestyrelsen gav kommunen medhold, selv om det var på et forkert grundlag og ingen sagsakter, der talte til min fordel, blev fremlagt.

Jeg har forsøgt at indordne mig, men det er ikke lykkedes og det har derfor betydet dyre omkostninger for mig selv og mine nærmeste. De af mine nærmeste som jeg havde håbet, ville være de bedste til at forstå eller lægge en arm om min skulder og sige… ”du gør det sgu smadder godt Sanne”, udeblev. Jeg vil derfor med egne ord beskrive, hvordan det har været, at leve i min verden, men i dybden, hvad det har haft af omkostninger.

Mange mennesker har ofte sagt… ”Sanne, prøv nu lige at tage den med ro” – ”Slap af Sanne” – ”Dine børn er bedre tjent uden dig, for du er altid så forstyrret” – ”Indretter du dig ikke efter os, så får det konsekvenser” – ”sid stille og lav dine lektier” – ”Nu bliver du på din plads og tier stille” –

Tro mig… jeg vil hellere end gerne efterleve folks forventninger, hvis jeg føler det er det rigtigste… for… hele min krop er altid i uro. I dag er det kommet helt af sig selv, for jeg er ikke længere tilstrækkelig mobil og bruger meget tvungen tid i sengen, grundet smerter i alle led. Min hjerne er konstant kommunikativ. Møder jeg folk på gaden, er det naturligt for mig, at hilse og stoppe op for at snakke. Inden en eventuel fest, stiller jeg mig foran spejlet og gentager… ”Sanne… DU SIGER IKKE NOGET I AFTEN”, men som så mange gange tidligere, sker det alligevel… snart jeg sidder ved et bord, så holder jeg samtalerne i gang og registrerer ikke, at folk for længst, er blevet trætte af, at høre mig snakke.

Jeg elsker at være til selskab, men da jeg aldrig bliver inviteret af dem, jeg tror jeg kender eller inviteret af min familie, fordi de altid er bange for, at jeg skal snakke over med, hvad der foregår… så tog jeg beslutningen i 1992 om, at starte min egen selskabsklub. Det blev en direkte konkurs, for jeg lod alle komme med, uanset om de havde penge eller ej. Jeg var af den holdning – og stadig er - at ingen behøver at sidde alene.

Igennem mange år, har jeg forsøgt, at skrive mig ud af mine tanker. Jeg er af den overbevisning, at når ingen andre end mig selv, kan forstå mig, så må der være noget galt. Det har siden mit 16. år betydet gentagne selvmordsforsøg. Jeg har aldrig kunne få folks afstandstagen, til at passe med min egen vurdering. Mors holdning til min person, har der aldrig været problemer med at forstå, for hun lagde ikke skjul på, at hun mente, at jeg både var grim og selvoptaget. Hvad angik mig, så trak mor tilbagevendende, den gamle jantelov frem og anvendte den flittigt.

Jeg opfatter ikke mig selv sådan. Jeg føler mig som en altruistisk, varm, næstekærlig, sprudlende glad person. Til tider for sprudlende, da det ofte får folk til at betragte mig som fuld og på stoffer og modsat kan også være tilfældet, da jeg er meget spontan styrende.

Da jeg fik mit første barn, en dejlig lille pige, ville jeg knuselske hele verdenen, for det var det bedste som kunne ske for mig. Jeg forgudede min datter så meget, at systemet beskrev det med, at jeg havde mere brug for en sutteklud og så tog de den glæde fra mig. Senere tog de mine dejlige drenge, med begrundelser henført til… da jeg fødte min datter.

Jeg har ikke længere noget at le af og alligevel elsker jeg de forløsende endorfiner, når jeg vælter om at latterkramper og folk siger forsat, ”du er altid så glad”.

Sagsbehandlere beskriver mig for, at være uden empati og på bølgelængde med virkeligheden. De skulle bare vide… Hver nat, når jeg ligger i min seng, græder jeg. Jeg har svære mareridt. Jeg kæmper daglige kampe med min forstyrrede hjerne. Jeg kæmper med sorgen over alt, hvad jeg har mistet på grund af den. Jeg vil så gerne være en del af et fællesskab, den del der også gør mig velkommen og som folk har lyst til at se til middage og fester. I stedet er årene blevet med tilbagevendende indlæggelser for selvmord, fordi jeg kun ønsker at få ro i min hjerne og give verdenen fred.

Der er ikke meget at grine af. Før jeg mistede mine børn, begik min far selvmord og familien på den fædrene del, tog helt afstand til mig. Jeg begyndte at bebrejde mig selv, at far havde forladt mig, for det måtte være min hjernes skyld. Jeg begyndte at analysere alt. Gemte små stykker papir, gamle tog billetter, indkøbssedler, kvitteringer, notater… alt hvad der ville kunne bringe mig nærmere en forståelse for, hvorfor jeg er, som jeg er. I dag, er jeg taknemlig over at ha gemt div., for det er med til, at jeg kan skrive og genfortælle. Jeg har en fotografisk hukommelse og husker alt fra dagens påklædning, musik, dufte – ord der blev sagt, folks ansigts udtryk og hvor hvad skete hvornår.

I dag hvor jeg skriver… er jeg sprudlende indeni. Jeg har fået diagnosen ADHD. Jeg vil ikke ha medicin, for det giver mig ikke mit liv tilbage, men jeg ved nu, at der er en årsag til, at jeg er, som jeg er.

Jeg har altid dyrket meget sport, holder af at være i gang og svømmer derfor 4-5 gange om ugen. Da jeg var sammen med mine drenge, dyrkede vi blandet sport – fra windsurfing, golf, ridning, dans, svømning m.m. Jeg elskede hvert minut, jeg var sammen med mine sønner og alligevel… kunne det få en ung sagsbehandler til at bedømme mig som farlig, usund og uhelbredelig syg, med fare for mine børns liv, hvis de havde samvær med mig. En sagsbehandler har tillige beskyldt mig for, at være på euforiserende stoffer, ha et alkoholisk problem og gøre ernæring ved prostitution. Sidste præ, startede jeg først med d. 1. nov. 2010, fordi jeg med min førtidspension, ikke kunne erholde udgifterne til medicin efter kræft- og fejloperation.

Menza vurderede mig for mange år siden, under en personlig samtale til, at ha en høj IQ. Ja, det er meget godt tænkte jeg, for jeg har aldrig kunnet sidde stille længe nok i skolen, til at kunne ta en uddannelse. Jeg har derfor ikke papir på, at jeg kan udrette noget, hvilket gav min familie anledning til, at beskylde mig for, at pæse mine børn og indberettede mig derfor til socialforvaltningen. En sagsbehandler skrev i journalen… ”Susanne tæver dagligt sine drenge til at læse og udføre skolemæssige opgaver. Susanne vurderer egenhændigt sine børn, til værende mere intelligente end andre”. Sådan er sandheden ikke. Dengang var det kommunens egen PPR og Mentica (skolen for højere begavede børn), sammen med læger og lærere, der vurderede mine børn, men disse udtalelser og dokumenter, ville sagsbehandleren ikke fremlægge og forholde sig til. Derimod var det min manglende uddannelse, de tog udgangspunkt i og derfor mente, at jeg ikke kunne ha intelligente børn.

Jeg er meget ked af, hvad min ADHD har været årsag til, af ødelæggelser og stopklodser for bl.a. mine børn. Nu skal man ikke tillægge en diagnose alt, men for mit vedkomne, kan jeg i dag få styr på, hvorfor mit liv udviklede sig som det gjorde. Jeg vil gerne gøre alt om, tage skylden for det hele på mig, hvis jeg kunne, men ved også, at det jeg gjorde, ikke var med en ond forsætlig hensigt og aldrig bevidst fremprovokeret.

En psykiater, som Karlebo Kommune pålagde mig, at blive undersøgt hos, skrev til kommunen, at jeg led af en svær personlighedsforstyrrelse. Denne beskrivelse omformulerede sagsbehandleren i Karlebo Kommune til, at jeg er meget farlig, usund og uhelbredelig syg. Psykiateren brugte mine ord imod mig, fordi jeg fortalte, at jeg kunne lide at holde mit hjem rent og hjælpe andre med rengøring og div. Jeg er nok som kvinder flest, at når jeg gør rent, er jeg i gang 100 steder på en gang. Jeg holder meget af orden, kartoteker, kasser og systemer, og alligevel fremstår mit hjem, af utallige ufærdiggjorte projekter… jeg bliver aldrig færdig.

Folk behøver ikke at ha taget en ph.d. eksamen for at konstatere, at jeg ikke er ligesom dem og de bemærkninger udebliver da heller ikke, når jeg eksempelvis skal i byen for at handle. Samtidig kan jeg ikke lade hylder stå med tomme kasser og sætter dem derfor på gulvet. Hvis jeg ved, at en forretning altid har uorden i sit varesortiment, så undlader jeg, at handler der.

Jeg kan ikke gå forbi en havehæk, uden at få lyst til at klippe den. Jeg retter på folks småfejl med tøjmærker i nakken, tyggegummi smaskeri og taber samtaletråden, hvis jeg får øje på skægvækst, der stritter i en kvindes ansigt eller hvis nogen har en næse der løber. Jeg er den som altid først tømmer et bord, og på restauranter samler jeg møjsomligt tallerkner og bestik ind… også gerne de andre gæsters.

Des mere jeg tænker efter, så kan jeg godt forstå, at jeg i manges øjne, må være noget af en særling og mærker det til tider tydeligt. Netop derfor har jeg altid, forsøgt mig med selv-diagnosticering. Havde jeg haft mere tålmodighed, så kunne jeg ha set afventende frem til i dag, hvor jeg er bekendt med, at også voksne kan ha haft og har et træls liv med ADHD fordi, det er umuligt at forstå dem – og hvis ikke lige… men det har jeg aldrig haft tid til, at vente på.

I 2009 var jeg lige på nippet til at lægge alle kampe bag mig. Syntes ikke, at jeg længere kunne klare, at slås med mine omgivelser, med mig selv eller fortolkningerne til min person og alligevel… jeg er en fighter. Face book blev et nyt mekka for mig. Frem på skærmen i 2009 dukkede Martin Spang Olsen op og straks var jeg på mærkerne igen. Martin Spang Olsen, havde jeg mange år tidligere talt med, om enkelte af oplevelserne på Oskarskolen, hvor mine drenge gik. Jeg blev fuld af forhåbninger, for måske kunne Martin hjælpe mig frem til, hvorfor skolen blev lukket og at det ikke kunne være min skyld alene, som jeg blev beskyldt for, da man tvangsfjernede mine drenge.

Jeg har et stort behov for retfærdiggørelse og blev meget glad, da Martin inviterede mig, til et hjemmebesøg. Martin Spang Olsen gav mig mere end et håb. Han fortalte også, at det var noget forbandet sludder, at jeg var hyper mobil, som en rygspecialist havde diagnosticeret mig til at være. Martin gav mig et håb og et gedint spark til at komme videre. Resultatet blev en nærmere lægeundersøgelse der viste, at jeg havde kræft i stadie 4 med spredning til lymfe systemet, samt 5 diskusprolaps og svær leddegigt i mine 5 nederste ryghvirvler og nu… at jeg har ADHD.

Jeg er Martin Spang Olsen dybt taknemlig for den tålmodighed og tid, han har brugt. Jeg er glad for, at Martin har overbevist mig om, at jeg vil ha godt af at skrive mig igennem mine oplevelser og endnu bedre… at sandheden skal frem. Martin har været der, når dybet så sortest ud, tak

Jeg er taknemlig for min læge, den eneste der foruden Martin har troet på mig og som vedblev at holde fast. En dag sagde min læge, ” Sanne… hvis jeg ikke selv, havde oplevet dig og kan se, at alt hvad vi foretager os sammen, ikke falder ud til din fordel, så ville jeg aldrig ha troet på, at det kunne lade sig gøre, at være så uheldig”.

I 27 år har mit liv drejet sig meget om, at indsamle beviser og et usandsynligt mange antal gange, at bede folk om at tro på mine ord også selv om de lød og lyder utroværdige. Mødet med Martin og min læge har derfor været med en stor portion blandet mistro, usikkerhed, tvivl og angst for, at blive efterladt.

Jeg skylder mange mennesker - venner som bekendte, der har holdt ud, stået ved min side og forsøgt at sende mig igennem skriverierne - en stor tak og undskyldning for, at jeg ikke altid er lige nem. Til gengæld for jeres tålmodighed, håber jeg, at I ved… at får I brug for hjælp, en skulder eller et kram, så er jeg her.

Jeg kan mærke, at des mere jeg for forståelsen, for mig selv, des mere kan jeg acceptere min skøre personlighed. Jeg kan derfor glæde mig over, at jeg altid har gemt alt og at alt hvad jeg skriver, kan bevises. Herfor følger mere end 200 sider om - Erindringerne igennem 50 år med ADHD og en overskrift…

”DIG` KAN VI IKKE INVITERE”