1968  

OPHOLDET I TYRKIET…

Københavns hovedbanegård føles mørk, dunkel og kold. Toget pruster og larmer. Mormor og morfar bliver ved med at knuge mig og jeg forstår ikke hvorfor. Vi skal ud at rejse har mor fortalt, men hvad betyder egentligt at rejse… og hvordan kan jeg være sikker på, at de vil mig det godt, dem jeg skal med? Den ene er min mor, som jeg ikke rigtig kender fordi, jeg det meste af min korte barndom har været hos mormor og morfar. Den anden person, er min nye far Ulrik, som mor har fortalt mig, har været inde ved militæret i et par år og at det er derfor, jeg ikke husker ham.

Jeg kender kun Ulrik fra mors seng og til festen, hvor jeg skulle ha en ny kjole på, magen til kusine Anne-Mettes. Fætter Arne var iklædt matrostøj. Det var en forvirrende fest som startede i kirken, der lå for enden af vores lejlighedskompleks og mor var blevet kørt dertil. Jeg skulle sammen med Arne og Anne-Mette mødes med mor i døren. Her skulle vi holde fast i mors lange slæb og gå stille bagefter hende op af kirkegulvet. Oppe ved alteret fik jeg besked på, at slippe mors kjole. Alle de mange mennesker som sad og kikkede på os, det var lidt sjovt. Jeg løb frem og tilbage imellem stolene fordi… mormor og morfar sad på den ene side af alteret og på den anden side, sad mor og Ulrik. Jeg vidste ikke, hvem jeg skulle sidde hos og ingen sagde noget.

Efter kirke, kørte vi over til et stort hus, hvor der var mange mennesker. Jeg blev sat i en hængesofa sammen med en ældre dame (Ulriks mor). Den ældre dame syntes, at vi skulle trække i en kæmpe knallert i anledning af, at der var fest. Knallerten virkede ikke og damen forregnede sig, da hun mente vi sagtens kunne trække i knallerten uden papir, med det resultat, at jeg blev forbrændt på begge håndled. Der smurtes godt med creme på mine hænder, men jeg har efterfølgende aldrig trukket i en knallert igen og nu er der gået 44 år og lysten er endnu ikke vendt tilbage.

Mor fik ondt i maven og skulle på toilettet og da jeg ikke ville være alene, med alle de fremmede mennesker, så fulgte jeg med hende. Damen med knallerten skaffede mor en orangefarvet gummidims. Mor forklarede mig, at den skulle man fyldte med vand og stikke op i numsen. Jeg syntes det var ulækkert, men alternativet var, at jeg så skulle være alene, med de mange fremmede og det turde jeg ikke.

… Det at rejse er normalt noget, mormor og jeg foretager os sammen, når der skal hentes kaffe i Sverige. Hvorfor så nu dette sørgelige optrin, blot fordi jeg skal køre med toget sammen med mor og en ny far…

Da toget sætter i gang, kan jeg længe se mormor og morfar på perronen… moster Kit og onkel Christian, der også er mødt op, står og vinker. Jeg vil af… jeg vil ikke med, har ikke valgt det og det føles slet ikke behageligt eller sjovt mere. Konduktøren kommer og viser os hen til en kahyt. Der er en køjeseng og en enkelt seng. Jeg bliver installeret i den øverste køje. Der er et net på væggen, hvor jeg kan ligge mine 2 nye Emil fra Lønneberg bøger, når jeg ikke længere, gider kikke i dem. Jeg har også et par Anders And blade, for det er en lang tur vi skal på. Jeg ved ikke hvor vi skal hen, men det er underordnet, for jeg kan slet ikke lide at være med.

Vi kører igennem mange lande og byer. For hvert stop, er der nye ubehagelige lugte. Mennesker der forsøger at sælge noget igennem vinduet. Råben på sprog jeg ikke forstår og mange… der vil lægge en hånd eller kikke, på mit hvide krøllede hår. I en port står en person med lang sort kjole og hat. Ulrik fortæller mig… ”det er en mand”. Jeg tror ham ikke, for mænd går ikke med kjole. Jeg vil kikke ham nærmere an. Ulrik fortæller mig, at sådan går de klædt, i dette land.

Varmen bliver mere og mere kvælende. Lugt af sur sved og kameler gir mig kvalme. Vi når efter 3 dages rejse med toget frem til Tyrkiet, hvor vi skal indlogeres hos en Tysk familie i Istanbul. Jeg kan ikke lide den trykkende varme, men værtsfolkene tager venligt imod os. Værtinden viser mig en hjertelig opmærksomhed, men jeg forstår ikke hendes sprog. Der er en tilhørende have til huset, som når helt ned til vandet (havet). Haven er prydet af mange blomster.

Mor bruger meget tid på, at ligge nede ved vandet. Mor taler sjældent til mig, men overlader til min nye far, at han skal lære mig at svømme. I en alder af 50, kan jeg fuldstændig genkalde mig min angst og det til trods for, at jeg dagligt svømmer. Jeg er nærmest panisk, da Ulrik (stedfar) trækker mig ud i vandet. Jeg skriger… Ulrik løfter mig op og ligger mig vandret. Hvis jeg kunne skrive mig ud af den følelsesmæssige oplevelse, så var det for længst gjort… men den kan ikke beskrives. Jeg skriger, skriger og skriger. Ulrik mener, at jeg er en forkælet tøs, men krabberne i vandet er store som, som… taskekrabber og der er mange af dem.

Ikke langt fra vores tyske værtsfamilie, bor en Tyrkisk familie som vi præsenteres for. Familien har en datter, på omtrent min alder, hun hedder Wahide. Wahide og jeg begynder snart at være sammen dagligt. Vi sidder rundt i træerne, som bugner af frugter, vi kan spise af.

Mor, Ulrik og jeg, skal ud og se på et lille ufærdiggjort hus. Omkring huset, kravler der tusindvis af Skildpadder. Jeg får lov til, at tage et par skildpadder med hjem til værtsfolkene. Desværre forsvinder mine skildpadder fra haven.  Foto: Jeg står midt i mængden af skildpadder.

Mor skal pludselig indlægges på et hospital i Ankara. Mor er gravid og er ved at tabe barnet. Hospitalet ligger på en høj bakke, med udsigt over byen. Jeg får lov til at overnatte, i værelset sammen med mor. Næste dag er det Ulrik som skal overnatte, men alene. Jeg er ikke klar over, at jeg skal være alene hos vores værtsfamilie og Ulrik fortæller mig ikke noget, da han går. Ulrik er væk, inden jeg får sagt farvel… Jeg kan ikke se Ulrik nogen steder og føler en stor frygt ved, at være overladt til mennesker jeg ikke forstår også selv om de er flinke overfor mig. Jeg løber ud på gaden, løber, løber og … der er Ulrik. Jeg råber efter Ulrik, men han vil ikke vende sig om. Jeg skriger, men Ulrik går blot videre. Jeg falder og slår et stort hul på knæet, skriger endnu højere, men… Ulrik forsvinder i horisonten... jeg er bange.

En mand kommer og samler mig op fra gaden, bærer mig i sine arme, ned til vores værtsfamilie. Jeg bliver lagt ind i en stor seng og falder i søvn af udmattelse. Da jeg vågner, sidder værtfruen ved min side. Hun giver mig en mønt og forklarer, at for den… kan jeg købe et bolsje af hende og så vil jeg få en anden mønt retur, som jeg også kan købe et bolsje for osv. indtil, der ikke er flere bolsjer.

Mor er indlagt i få dage. Wahide og hendes storesøster har fået at vide, at mor vil komme til huset i dag og de syntes derfor, at jeg skal plukke en stor buket blomster til hende. Jeg får plukket en hel favn af blandede blomster og står sammen med Wahide og hendes søster, oppe på et tag, hvorfra vi kan holde øje med alle, der kommer i bil. Der er mor… endelig… Jeg løber ned til bilen med blomsterne, men mor ænser mig ikke. Mor har travlt med andet… Ulrik.

Vi skal flytte fra den tyske værtsfamilie over til stører hus, længere oppe af vejen, faktisk overfor Wahide. Huset hvor mor og Ulrik lejer værelser, er meget spartansk indrettet. En enkelt Madonna hænger på væggen, hvor der i rummet er et stort brunt spisebord og stole. Nips er der intet af. Wahide og jeg, kan nu ses hele dagen, når Wahide ikke er i børnehave/skole. Jeg har nogle gange stået udenfor skolens hegn og kikket ind, til børnene der leger på den anden side. Mange er gengældende nysgerrige fordi, jeg er så lyshåret.

Jeg var tidligt renlig, men forandringen og forskellen ved at være i Tyrkiet, fremfor hos mormor og morfar i Danmark, giver mig tisse problemer. Jeg når aldrig, at komme ind på toilettet rettidigt og det irriterer i den grad mor, så hun giver mig ble på. Jeg husker som det var i dag, at mor lagde mig på sengen og snørede en ble omkring mig, med ordene… ”så kan det være, at du kan lade være med at tisse i bukserne”… men nej, desværre tisser jeg også i bleen og det bliver for meget, for Ulrik. Ulrik bliver sendt ind til byen, for at købe gummibukser til mig. Da Ulrik kommer tilbage til huset, vifter han helt ude fra vejen, med et par lyserøde gummibukser. Mor giver mig bukserne på og Ulrik skrald griner. Jeg er meget flov, men muligvis mest fordi, straffen ligger i, at alle skal se mig. Jeg må ikke få kjole på.

Da Wahide ser mine gummibukser, trækker hun mig ind i huset til sin familie. Familien sidder på gulvet i køkkenet og spiser, de har ingen møbler, det overrasker mig meget. Wahide viser mig frem, siger et eller andet på tyrkisk og peger på mine bukser. Jeg tror Wahide fortæller sine forældre, at hun også vil ha sådan et par gummibukser… meeen…

Mor og Ulrik får en dag besøg, af en mand der hedder Steen. At jeg endnu kan huske det navn, skyldes at mor forklarede mig, at navnet ”Sten”, både kunne være et drengenavn, men også bruges om en sten i haven eller som dem, jeg tegnede hinkeruder med. Steen falder en af dagene på togskinnerne og vi ser ham ikke igen. Jeg tænker ikke mere over dette…

Efter 3 månder, skal vi endelig hjem fra Tyrkiet. Vi siger farvel til de tyrkiske værtsfolk og modtager en stor pose ferskner. Ved ikke om det er bevidst, men mor og Ulrik glemmer fersknerne.