1976
KONFIRMATION, ALLE MINE SMYKKER FORSVINDER -
INDSLUMRINGSPILLERNE…
Blå mandag. Mor har givet mig
mine første par cowboybukser og jeg glæder mig til, at vise mine klassekammerater
dem, når vi skal ud og fejre ”Blå mandag” sammen… sammen… sammen… men, der er
ingen, der har spurgt, om jeg vil med, så jeg har ingen at vise cowboybukserne
til. Det gør ondt og alt får mindre betydning.
Første dag i skolen efter
konfirmationen. Alle taler om, hvor mange penge og gaver de har fået og så
bliver der talt om… Blå mandag. Jeg forsøger at lukke ørerne, men kan ikke
lukke stemmerne ude. Jeg forsøger i stedet med, at mine veninder fra vejen og
jeg… da også har haft det hylende morsomt… selv om der kun var Majbritt. Ingen
hører efter og nå ja, det var måske heller ikke så interessant, som det, alle de andre havde oplevet, i Friheden,
Århus.
Vi, der blev konfirmerede, det
var ca. en ¼ del af klassen, resten skulle konfirmeres til efteråret. Tror
vi følte, at vi var blevet lidt mere
voksne.
Mor og Ulrik fejrer mig med en
anden dags fest på Signes Minde kro, for ca. 80 af deres venner. Det indbringer
flere gaver, penge og mange smykker. Festen afsluttes hjemme på Løvfaldsvej.
Moster Kit mener, at jeg er blevet fejret nok og at festen ikke længere er for
mig, hvorfor hun bemærker det med… ”Børn skal ses, ikke høres… Nu kan du vist
godt skrubbe i seng”.
Mine forældre har på daværende
tidspunkt, bar i kælderen. Almindeligt i 70 erne. Efter par dage efter anden
dags festen, inviterer jeg hele mit slæng af ”venner” hjem, så de kan se mine
gaver og smykker. Vi sætter os ned i baren og hygger til min nye Abba plade.
Jeg fremviser mit nye smykkeskrin og smykker, men i det samme, kalder Ulrik på
mig. Jeg sætter smykkeskrinet op på en af højtalerne, under loftet. Da jeg kommer
tilbage til mine ”venner”, skal de alle hjem.
Pludselig er jeg ikke længere
velkommen, når ”vennerne” samles. Hvad har jeg gjort? Der går nogle dage før,
jeg tager mit smykkeskrin frem igen og så forstår jeg bedre. Et trist syn møder
mig… ALLE mine smykker er stjålet. Jeg tør ikke fortælle mor og Ulrik det og da
jeg mange år senere, endelig vælger at sige det til mor… mener hun, at jeg har
solgt smykkerne. Det viser sig oveni købet, ved et kik i mors smykkeskrin, at
mor selv har taget en stor del af mine smykker. Bl.a. finder jeg mit store
sølvhjerte fra tante Lis og onkel Carl og nogle mindre vedhæng, fra andre af
gæsterne. Jeg konfronterer mor med det og hun siger ”Jeg vidste ikke, at det
var dine, dem fandt jeg”. Mor beholdt også mine Bjørn Wiinblad platter og
skældte mig ud, da jeg gjorde hende opmærksom på, at det var en af mine
konfirmationsgaver.
Jeg er af den opfattelse, at jeg
ikke kan betro mig, til mor og Ulrik. Ulrik har aldrig set mig som sin datter
og derfor haft svært ved, at tage mig til sig. Mor har travlt med mine to
mindre søskende og jeg får fornemmelsen af, at jeg kun er til besvær.
En dag forlyder det imellem eleverne, at ”årets udvælgelse af discjockey” skal finde sted i Silkeborg og flere fra min klasse, aftaler af følges. Jeg spørger mor, om jeg ikke må tage med, for
selvfølgelig skal ALLE de andre fra klassen, af sted (hvilket nok ikke, er helt
korrekt). Mor er af den holdning, at det ikke er nødvendigt, at gøre som alle
de andre og i øvrigt er det skole næste dag. Jeg er ikke af samme holdning og
det ender med en større diskussion, som mor afslutter… ”du kan vente dig, til
far kommer hjem”.
Jeg går ned på mit værelse som
ligger i kælderen. Er bange. Hjertet slår om kap med vækkeurets tikken. Jeg er
ked af det, fortvivlet og frustreret. Ligger og tænker på… at alle de andre fra
klassen er til fest. Selv om jeg godt ved, at ingen af dem, alligevel vil være
sammen med mig, hvis jeg også er til fest. Jeg forestiller mig naivt.. at hvis
bare, jeg havde fået lov… så vil jeg kunne vise, at jeg er ligesom dem og så
kan jeg måske komme ind i deres fællesskab. Sådan skal det ikke være… Jeg
ligger i stedet og lytter efter Ulriks fodtrin og spekulerer over, hvad der vil
ske, når han kommer hjem.
Det er tilbagevendende, at når
mor ikke kan klare en diskussion, så truer hun med, at Ulrik vil tage fat. Det
foregår således… Mor råber og skriger… hvorefter Ulrik forlanger, at jeg skal
gå ind på mit værelse, tage alt tøjet af, også underbukserne. Så skal jeg sidde
og vente, til Ulrik får tid, til at komme og ligge mig over knæene. Der kan
godt være længere ventetid, hvis telefonen ringer, til tider… mere end en time
og i den venten, er jeg enten blevet skræmt eller ligeglad og vil bare ha det
overstået. Håndslagene på min ende vil falde uanset hvad og efter hvor meget,
mor har gjort Ulrik vred, eller hvor højt jeg skriger af smerte. Da jeg får min
første menstruation, ved Ulrik aldrig hvornår, jeg kan afstraffes, med en i
enden, så det er ikke længere relevant, når mor truer i afmagt. Jeg ved derfor
heller ikke, hvad hun kan få Ulrik til og min venten, bliver derfor… et første
”goddag”, til en verden med tilbagevendende selvmordsforsøg.
Klokken nærmer sig midnat. Mine
klassekammerater fester garanteret igennem, da festen står til, at skal slutte
kl. 01. Ulrik lader stadig vente på sig. Mor er gået i seng. Jeg lister op på
badeværelset og tager mors glas med indslumringspiller, i den tro, at det er sovetabletter
- som jeg herefter sluger. Jeg venter, venter og venter, men der sker intet.
Pludselig går kælderdøren op, mit hjerte slår et ekstra slag af forskrækkelse.
Pillerne er endnu ikke begyndt at virke og jeg ved derfor ikke, hvad jeg så
skal gøre. Ulrik kommer ikke direkte ind på mit værelse, men går op til mor.
Jeg falder alligevel i søvn,
vågner ved, at min lillesøster står og rusker i mig og siger, ”Susanne, du skal
op og i skole”. Jeg er omtumlet, svimmel og konfus, men ikke død… hvad jeg
undrer mig over. Jeg står op. Tager nogle bukser på, jeg har fået af mors
aflagte. Det er cowboybukser med indsyede broderi anglaise – lidt hippie
agtige. Jeg tager ydermere en stram bluse af mors og min røde skindjakke på.
Jeg har for mine konfirmationspenge købt knallert og fået knallertbevis. I min
omtågede tilstand, kører jeg til skole.
På vej til skole, kan jeg i mit
spejl se, at Ole Munk og Michael komme kørende på hver deres flotte knallerter.
Jeg er forelsket i Ole Munk, men han ikke i mig. Jeg sætter farten ned, så de
kan indhente mig. Ole kører tæt bag min knallert, da jeg pludselig blokerer
mine bremser. Ole kan ikke undvige og kører direkte ind i mig. Michael kører
ind i Ole. Havde jeg håbet på positiv opmærksomhed, så tog jeg i den grad fejl.
Ole, Michael og jeg, kom aldrig til at tale sammen igen, heller ikke selv, om
vi boede på samme gade, i samme kvarter.
Skoledagen gennemføres i en rus.
I fysiktimen kommer jeg op at diskutere med vores lærer. Vi har Rektor til vikar
i samfundsfag, hvor jeg giver den hele armen med sætninger som ”mus og mænd”.
Tror ikke, det undgår mine klassekammeraters opmærksomhed, at jeg er påvirket.
Eva (klassekammerat) beslutter efter timen, at køre min knallert hjem til hende,
med mig surret bagpå. Evas mor ligger mig i seng og vækker mig, da det er tid
for, at besøge lærer Kjærgaard.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar