BRÆKKER BENET...

1979

BRÆKKER BENET OG SOM TAK, MISBRUGER JEG, FOLKS VENLIGHED…

Det er en af de første dage i januar. Jeg ringer rundt til mine venner og spørger… om ikke de vil med ud og stå på skøjter. Mine venner fortæller mig, at de ikke kan stå på skøjter, men jeg ler bare og siger… at det, kan jeg da sagtens lære dem. Mine venner henter mig, vi kører ud til søen og knapt har jeg fået skøjterne på før vupti… der ligger jeg… og en gang til vupti, så bliver jeg liggende. Jeg kan ikke stå på benet. Preben kommer til og bærer mig hen til bilen, alle pakker deres ting sammen og vi kører ind til sygehuset. Jeg beder mine venner vente på mig, for jeg er snart ude igen, tror jeg, men skal hurtigt blive klogere. Benet er kompliceret brækket et par steder i anklen og jeg skal derfor gøres klar til operation, hvorfor sygeplejersken sender mine venner hjem.

Ikke én gang under hospitals opholdet kommer mor og besøger mig, men det er også af mindre betydning. Mine venner kommer derimod ofte. Foruden mig, ligger der et par piger mere på stuen. Annette hedder den ene. Hun ligger længst mod vinduet og er blevet opereret i knæet. Annette ligger med helindpakning. Vi er jævnaldrende og kommer godt ud af det med hinanden. Pigen i midten, er et par år yngre og hedder Anna. Anna ligger ofte og taler i søvne om natten. Det morer vi os meget over og endnu sjovere er det, hvis vi kan få hende til at svare på ligegyldige ting. Portøren Søren, får vi en god kontakt med. Når Søren har nattevagt, kommer han ind til os. En nat har Søren flere blade Rapport med og ligger sig op i sengen til mig, så vi kan kikke dem sammen. Jeg tillægger det ikke anden betydning end venlighed… det vil jeg derimod nok, gøre i dag.

Annette og jeg bliver rigtig gode venner. Mine venner bliver også hendes venner og omvendt. Jeg har det hyggeligt på hospitalet, så da der er gået 3 uger og en sygeplejerske kommer ind og fortæller mig, at nu, skal jeg hjem, så tager jeg min støvle med høj hæl på og siger… ”så går jeg ud og brækker benet igen”. Det tager sygeplejersken meget alvorligt, konfererer med sine kollegaer og giver mig derefter lov til, at blive lidt længere. Annette har en veninde der hedder Käte og som også kommer tit på besøg. Snart deltager jeg på lige fod, i deres samtaler. En dag tilbyder Käte mig, at jeg kan få lov til at være hos hende, hvis jeg bliver træt af stedet, hvor jeg har ophold. Käte har en lille lejlighed i Hammerum.

Tiden går, Annette bliver udskrevet og det er ikke længere så sjovt, at ligge på stuen. Jeg skal tilbage til det Indremissionske hjem. Beboerne tager varmt imod mig, men min egen glæde er knap så gensidig, da jeg konstaterer, at de har givet mig et værelse på 1. sal, lige overfor leder parrets lejlighed. Jeg ved, at det er gjort ud fra bedste mening, men nu vil det blive svært for mig, at komme ud om natten og udsigten til ufrivillig indespærring, med et brækket ben og krykker som ekstra handicaps, får mig til at gå i panik.

Jeg kontakter derfor Annette som lover, at hun vil tale med Käte, om jeg evt. kan få lov til at låne et værelse hos hende, med det samme. Den er Käte med på og selv om hun bor i en lille by, et godt stykke udenfor Herning, så er det ikke en hindring for mine venner, at komme på besøg eller for os, at komme ind til byen.

To gange brækker jeg gipsen ved at gå i byen og danse. Gipsen udskiftes tilsvarende. Det betyder ikke så meget for mig, da det at komme ud af danse, vægter højere. Vi har meget sjov med, at jeg går i byen med to krykker, har svært ved at gå, men når musikken spiller op, så er jeg straks på dansegulvet, til de tilstedeværendes undren. På et af diskotekerne, vinder jeg tilmed en skål, for min danse præstation.

Den første tid hos Käte, går fantastisk godt. Vi har det sjovt, men sjov bliver ikke ved, hvis ikke der er penge og endnu mindre, hvis man skal leve på andres bekostning. Jeg lever på Kätes venlighed. Käte betaler alle regninger for os begge, i flere uger. Käte ligger tilmed hjem til, at mine venner kan komme og fejre mig, på min 17 års fødselsdag. I år 2011 er jeg stadig plaget af den dårlige samvittighed og ville ønske, hvis det havde været muligt, at kunne bringe Käte en undskyldning fordi, jeg gengældte hendes imødekommenhed dengang, på en yderst respektløs og dårlig måde…

Käte beder mig flytte, fordi hun ikke har råd til, at forsørge os begge. Jeg flytter d. 15. marts 1979, hjem til mine forældre. Mor og Ulrik er ikke hjemme, men det er mormor og morfar. Mormor og morfar er i huset for at passe mine mindre søskende og den gamle schæferhund, Bella.

Morfar kører mig til Hammerum, så jeg kan få mine ting og eventuel post. Jeg låser mig ind i Kätes lejlighed og finder på køkkenbordet en åben kuvert, adresseret til mig. Det er mine sygedagpenge eller resten, hvilket vil sige… kun brevet. Käte har været nødsaget til, at hæve min check, fordi hun ikke havde penge til regninger. Jeg er meget fortørnet og morfar vil ha, at vi straks kører ind til politiet i Herning og indgiver en anmeldelse. Senere på eftermiddagen, ringer telefonen hos mor og Ulrik. Det er Annettes mor. Hun er meget vred og truer med, at anmelde mine tyverier, hvis ikke, jeg øjeblikkeligt trækker min anmeldelse tilbage. Det gør jeg så og undlader samtidigt at fortælle Annettes mor, at Annette og jeg, har været lige gode om, at stjæle tøj fra forretningerne i Herning.

Et par uger efter, min meget dårlige håndtering, kontakter jeg mine venner, for at forklare dem situationen, men hvis jeg der, havde forventet sympati, så tog jeg i den grad fejl. Jeg bliver ikke så meget som lukket indenfor og får beskeden… at jeg aldrig, skal vise mig hos dem mere.

Foto: Brev fra Mona-Lisa, der sender en hilsen, fra alle eleverne på Lægården. Samme brev, beskriver min tids situation.