1980

MICH OG JEG PASSER IKKE SAMMEN…

BOR I LYSTRUP -GERT FÅR TÆV - MØDET MED HZ 36 010…

Mich og jeg er begyndt at snerre af hinanden, meget tiltagende. Derfor kommer det heller ikke uventet, at Mich i begyndelsen af jan, syntes det skal være slut.

Vi er ganske enkelt ikke bestemt til at være sammen, idet vi har mange divergerende holdninger til, hvordan tingene skal gøres. Jeg har haft svært ved at acceptere, at vi ikke så tingene på samme måde og det kulminerede især Nytårsnat 1979-80, hvor jeg havde glædet mig til, at vi skulle fejre aftenen sammen alene. Mich havde været af en anden mening og det inkluderede… at være sammen med Michs venner.

Jo jo… det var skam også helt i orden fra min side og jeg så tilmed frem til, at møde Michs venner. Jeg havde haft store forventninger til aftenen som jeg forestillede mig, ville betyde pynt, god mad, hatte, sjov og hvad dertil hører en Nytårsaften. Jeg havde gjort mig pæn i stand, taget lange støvler på, nederdel og tilhørende jakke med en blondebluse og opfordret Mich til, at iklæde sig tilsvarende pænt.

Det var med sommerfugle i maven vi tog af sted, for jeg skulle præsenteres for Michs forældre, hvor vi var inviteret til at spise Nytårs mad. Jeg blev venligt modtaget, men mine forventninger blev snart vendt til skuffelse. Da vi kom, sad forældrene i deres almindelige tøj foran fjernsynet og sådan forløb aftenen også imens vi var der. Efter et par timer på den måde, følte vi, at vi godt kunne tillade os, at takke af. Mich og jeg gik i kælderen, hvor en af Michs venner havde et stort værelse. Det første der møder mig, da vi træder ind af døren, er næsten total mørke. Efterhånden som jeg vænnede mig til den dunkle belysning kunne jeg ane, at nede ved endevæggen, på en lang sofa, lå 3 fyre som var Michs venner.. henslængt. Vennerne ikke så meget som gad rejse sig, men slog ud med armene og sagde… ”slå jer ned, lad som om at I er hjemme og knap en bajer op”. Mich smed sig over til vennerne og jeg fik følelsen af at være udenfor, da jeg satte mig på en stol hende ved et interimistisk spisebord, hvor der hang værelsets eneste lille belysning.

Jeg ville ikke tabe ansigt og sad derfor længe på den måde og tænkte over, hvilken undskyldning der kunne være passende for, at jeg kunne forlade etablissementet. Jeg var ked af det, skuffet og vred i uvilkårlig rækkefølge. Da jeg gik, ville Mich ikke med og det var så den Nytårsnat.

De næste dage, talte Mich og jeg ikke sammen. Mich fortrak fra hans klubværelse og brugte meget tid hos Conny og Egon, som boede i blokken overfor. Jeg var bitter og følte stor trang til, at lade min frustration gå ud over et eller andet. Meget passende havde Mich et par kolossale højtaler, som fyldte en stor del af værelset. Jeg satte musik på og med et rungede ”Money is for nothing” ud af anlægget. Musikken var ikke nok til at dæmpe min vrede og jeg skruede derfor op, op, op. Åbnede vinduet og lod lyden brøle ud, så de forskellige ejendoms blogge kunne sørge for et ekko, der ville være i stand til at fange Michs opmærksomhed, imens han sad og drak cacao hos Conny og Egon. Jeg var ligeglad, men pludselig begyndte højtalerne at sige underligt. Højtalerne dunkede og indikerede, at de ikke havde det for godt længere, men var sprunget. Mich kom hjem og blev edder rasende, da han konstaterede, hvad der var sket. Mich syntes… at det nu var på tide, jeg fandt mig et andet sted at bo. Jeg ville ikke hjem til mine forældre og havde intet sted at flytte hen fra dag til dag, men det skulle ikke vare mange dage før, jeg flyttede ud. I mellemtiden sov Mich på kasernen eller jeg fik overnatning hos Annette og hendes kæreste Peter, på Børglum kollegiet.

Som opfølgning til det overståede EIFU kursus i dec., hjælpes alle elever i arbejde. Jeg tilbydes at kunne starte hos T. Damgaard Jensen d. 7. jan. 1980. kl. 08.00.  Da jeg står udenfor T. Damgaard Jensen er det med endnu engang sommerfugle i maven, men al nervøsitet er ubegrundet og forsvinder straks jeg modtages og vises rundt i firmaet. Jeg præsenteres for hr. Jørgensen en rar ældre bestemt herre, der skal være min overordnede i afd. for lystryk. Mit arbejde består bl.a. i, at gennemse negativer for fejl. I samme afdeling, er også to piger, på omtrent min alder, Lisbeth og Gitte. Pigerne og jeg falder hurtigt i snak og inden dagen slutter, så kender Lisbeth en, der har et værelse, han gerne vil udleje i Elstedhøj, Lystrup, på anden sal. Lisbeth bor selv i en tilstødende blok sammen med hendes mand Johnny.

Jeg tager med Lisbeth hjem efter arbejde og sammen går vi op til hendes bekendt, hvor jeg præsenteres for Gert. Gert er ikke ligefrem en mand, jeg syntes er sympatisk eller på anden måde bryder mig om, men jeg skal også kun leje et værelse hos Gert, hvilket snart går hen og bliver temmelig kompliceret. Gert har en sød lille gårdmands hund, der desværre altid er meget skræmt og tisser på gulvet til stor vrede for Gert.

Da jeg ikke bryder mig om, at være oppe hos Gert, er Lisbeth sød til at tage mig med ned på den lokale bodega og præsentere mig for stamkunderne, samt hendes venner bl.a. Carsten. Knapt har jeg hilst på Carsten, før han ser mig som sin potentielle kæreste og gør krav på bænken, ved siden af mig. Musikken i højtalerne runger ud med… ”Ensom dame 40 år, lille og buttet…”. Den sidder lige i øjet mener Carsten og skråler med. Jeg kan ikke udelukke tankerne… ”gudske lov, der er mange år til, at jeg bliver så gammel”. Carsten rykker nærmere. Jeg er ikke interesseret, er lige smidt ud af et forhold og har bestemt ingen intentioner om, at indgå i et nyt. Des mere alkohol, des mere løssluppen bliver Carsten og pludselig står han i dyb samtale med Lisbeth om, hvordan han skal fange min interesse.

Fido, en anden af Lisbeths venner, kommer ind på bodegaen og sætter sig ved siden af mig, da pladsen er blevet ledig eftersom Carsten står og samtaler med Lisbeth oppe ved baren. Carsten ser at Fido og jeg sidder og taler sammen og bliver sur. Det passer Carsten meget dårligt, da han mener, pladsen ved siden af mig, er forbeholdt ham. Jeg gider ikke det kævl og går hjem. Fido kommer pludselig senere, men bliver forvist af udlejer, der ikke vil ha, at jeg kender andre mænd end ham.

Mit kendskab til andre mænd, får desværre konsekvenser på Gerts hund en aften Gert inviterer mig til, at spise sammen med ham. Gert har lavet steak og mener ikke, at det er noget jeg kan tillade mig, at takke nej til. Steaken viser sig, at være ualmindelig overpebret og uspiselig. Gert raser over, at han har ødelagt middagen og kaster derfor steaken ned til sin hund. Den lille hund kan ikke spise steaken og piver, hvilket får Gert til, at gå helt amok. Gert sparker hunden over i et hjørne, hvorefter han fortsætter med at sparke til den. Jeg skriger, men kan intet gøre, hvorefter jeg løber over til Lisbeth, der har besøg af nogle af hendes venner, Peter og Henrik. Peter løber hele vejen fra Lisbeths lejlighed og over i komplekset hvor Gert bor og der op af trappen. Gert er blevet fuldstændig sindssyg og alt bliver derfor snart et kaos på slagsmål. Efterhånden som tævene falder, sprøjter det omkring sig med blod på væggene. Jeg bliver hjulpet ud af lejligheden, inden der sker mig noget, men får aldrig mine møbler eller ting med. Peter og Henrik er overbeviste om, at hvis ikke de var kommet til, så ville Gert ha slået mig ihjel, dette fortælles jeg endnu engang i 2008, hvor jeg møder Peter i Silkeborg, men også at Gert senere begik selvmord.

Lisbeth, Henrik og Peter tager mig med ned på bodegaen, hvor en af deres fælles bekendte, Tom, sidder. Det viser sig, at Tom har en et værelses lejlighed, som han gerne vil fremleje til mig, for en kort ubestemt periode. Jeg er lykkelig. Lisbeth tilbyder mig, at jeg indtil, jeg kan leje Toms værelse, sover hos hende. Følgende dag foreslår Lisbeth, at jeg begynder at tage kørekort, især fordi jeg allerede, for mere end et år siden, havde 14 køretimer i Berwick upon-Tweed, men ikke fik kortet p.gr. af kørelære strejke. Lisbeth mener, at jeg ligeså godt kan gøre køretimerne færdige, nu hvor jeg har de praktiske timer og tilmed steg i løn, når jeg fyldte 18 om få uger. Lisbeth giver mig derfor telefonbogen, hvorefter jeg ringer og laver aftale med snarlig start, hos en kørelærer inde i Århus.

1980.13.02 – Det er en helt almindelig arbejdsdag, men også min 18 års fødselsdag. Ingen i familien har ringet og ønsket tillykke. Kollegaerne kan mærke, at jeg ikke er i samme glade humør som jeg plejer. Hans fra Zinktryk afdelingen, der normalt har for vane at gi mig en kildetur om morgenen eller rykke mig i fletningerne, holder sig på afstand, da han ser, at jeg ikke er oplagt til sjov. På min afd. bliver der ikke sagt meget. Jeg går og venter på, at mor vil ringe, men det sker ikke (heller ikke de næste dage). Mine kollegaer spørger forsigtigt til, hvad der er fat og jeg fortæller dem, at det er min 18 års fødselsdag. I frokostpausen, går Lisbeth og Gitte ned i byen for at handle. Da de kommer tilbage, har de købt en gave til mig, det varmer indeni, at de har ulejliget sig med, at vil gøre mig glad. Det er en parfume. Lisbeth inviterer mig med hjem, efter arbejde.

Et par uger senere ringer Ulrik og spørger til, hvordan det går. Jeg fortæller ham, at jeg har haft fødselsdag og nu har givet mig selv en gave i form af køretimer. Ulrik siger… ”jeg vil give dig kørekortet. Bliv færdig og send regningen til mig”.

Det er en venlig gestus og vil gøre det økonomisk lettere for mig, men da jeg modtager den første regning, for den første måned og sender den til Ulrik, bliver den ikke betalt, heller ikke næste måned eller næste igen. Min kørelærer rykker adskillige gange for sine penge, det er flovt. Jeg forklarer ham, at stedfar vil give mig kørekortet. Da der ikke bliver betalt, selv efter, at jeg har rykket for pengene, betaler jeg selv. Næsten færdig med køretimerne, betaler Ulrik alligevel, men sikkert med velbegrundet overraskelse, da jeg har været oppe til køreprøve to gange og brugt dobbelt så mange timer, som forventet.

Det er der selvfølgelig en forklaring på… mener jeg. Vi lever en usårlig ungdom. En typisk dag kan for eksempel se sådan ud… op kl. 6.30, på arbejde kl. 8.00, fri kl. 16.00, ud at spise kl. 24.00 til 02.00 og så starte forfra kl. 6.30. Det kan forekomme flere gange om ugen, at Peter Madsen, Annette, Mikkel, Klaus Haagensen m.fl. og jeg, på hverdagsaftener tager ind til Skolegade i Århus, for at spise kl. midnat. På det tidspunkt, kan vi købe steaks og bagekartoffel med tilbehør, for få penge. Det kan også hænde, at vi kører ræs igennem skoven til Moesgaard. Trods konstant søvn underskud, er jeg altid på arbejde til tiden og jeg kan ikke drømme om, at ligge mig syg.

Da jeg endelig består min teoriprøve, er jeg så glad, at jeg fløjter hen til bageren. Køber flere lag wienerbrød og deler ud, til enhver, jeg møder på min vej også til manden der stod og huggede sten ud, til kirkegården. Modsat går det, da jeg dumper til køreprøven, fordi jeg stadig, efter en sen middag om natten var træt og uopmærksom. Jeg skulle til køreprøve kl. 10.00, men overså en tværkørende lastbil. Sensor trådte derfor på bremsen i sin side og stille, men med store bogstaver noterede på sin skriveblok… DUMPET.. Jeg følte mig dum og kunne selvfølgelig kun være vred på mig selv over, at jeg skulle tage 5 nye køretimer og op til fornyet køreprøve, men også meget skamfuld, da jeg afleverede Ulrik den sidste regning.

1980.03.18  -  I frokostpausen, har jeg min daglige gang til smørebrødsjomfruen og derefter går jeg en tur i parken. En dag inde hos smørebrødsjomfruen, står en nydelig herre og kikker på mig og jeg kikker på ham… det er underligt, men jeg har ikke tid til, at blive optaget af snak. Jeg har travlt med at komme op til min arbejdsplads, for jeg har Hr. Jørgensens smørrebrød med, men pludselig kører en stor sølvgrå Mazda HZ 36 010 op på siden af mig i fuld fart. Herren fra butikken springer ud af bilen og råber mig an. Jeg forsøger at ignorere manden, ved hastigt at gå videre, men han kører efter, hvorfor jeg spørger til, hvad han vil. Manden siger, ”jeg kommer fra et filmselskab i Sverige og det er lige sådan én som dig, jeg står og mangler”. Jeg tror ham ikke, men han bliver ved. Manden begynder at spørge ind til mit navn og hvor jeg arbejder. Jeg giver ham et hastigt opfundet navn. Tiden går, jeg skal skynde mig. Manden følger efter i sin bil og ser hvor jeg går ind.

Mit hjerte hamrer vildt. Jeg fortæller mine veninder, hvad jeg har oplevet. Hr. Jørgensen sidder på sin snurre taburet og griner. Mine veninder siger… ”Du er altid så naiv og fyldt med historier” og jeg kan mærke, at de tror mig ikke.

Oplevelsen er alligevel lidt spændende, uanset om der er nogen der tror mig eller ej. Dagene fortsætter. Jeg spørger i vores reception om nogen har spurgt efter mig, men det er der ikke. Til gengæld har der været en mand og spurgt efter en Suzi og de kendte kun en Susanne. Nå skidt, det er også bare for sjov. Pludselig sker det igen. Jeg er på vej til Magasin. Samme mand, i den samme grå Mazda, dytter og vinker, da han kører op på siden af mig og beder mig stige ind i bilen. Jeg stiger ind. Manden kører hen af en sidegade, ruller vinduet ned og præsenterer sig som John Hoffmann, hvorefter han spørger, om ikke jeg vil ha en drink, da han altid har et lager i bagagerummet. Jeg tager imod en ren gin. Vi kører hen til et værtshus og tager endnu et par glas.

Det er surrealistisk, føles farligt og er samtidigt utroligt spændende, at en så meget ældre mand (34 år), vil ha omgang med mig. John Hoffmanns lækre bil er tillokkende. Hans fremtræden og verdensagtige attitude, dragende. Alligevel erindrer jeg lugten af angst, mavepinerne og det indre i mig selv, der altid sagde, ”hold dig væk”.

Jeg skal senere finde ud af, at John Hoffmann også kalder sig Åge Wester, men her… John Hoffmann fortæller, at han kan bruge mig i en film, hvor en ung dreng ligger og drømmer om piger i promiskuøse stillinger. Jeg gør det meget klart, at jeg slet ikke er til den slags, men min nysgerrighed rækker længere end til at afslå Johns invitationer.

Jeg begynder at se en del til John Hoffmann. Vi er ofte ude at spise eller på køreture, men aldrig på tider eller steder, hvor vi kan risikere at møde folk, som kender John. Det bør sætte gang i mine alarmklokker, men desværre...

John beder mig om, at tage med til Sjælland. Jeg har endnu ikke fået mit kørekort og alligevel, får jeg lov til at køre Johns bil. Barry White skråler med sin dybe bas stemme, ud af højtalerne, fra en træt båndoptager.

I København indlogerer John os på et hotel, på Vesterbrogade. Jeg har et par hvide jeans på og langskaftede brune, højhælede støvler, samt en gennemsigtig hvid bluse. John forlanger, at jeg går en runde på Hovedbanegården og han vil følge efter, med en afstand af ca. 20 m. Det er vigtigt for John at høre, om der er nogen som komplimenterer mig. Tilbage på hotellet, kommer John i snak med en anden kvinde. John er af den holdning, at vi alle tre skal lege sammen. Det vil jeg på ingen måde.

Ved en senere lejlighed, henter John mig en aften på min bopæl i Lystrup. John har besluttet, at vi skal lave en afstikker til Ebeltoft. På hjemturen kører John ind til en landevejskro. Kroen er mørk og røgfyldt dunkel. Vi sætter os over i et hjørne. John giver sig til, at tale med en mand, ved samme bord. Et eller andet sted, må der også ha været en kvinde. Manden fremstår ubehagelig og er meget korpulent. Der bliver fyldt godt på mig af gin og jeg begynder at få det dårligt. En kvinde følger mig op af nogle trapper og lægger mig i seng. Tror ikke der gik længe, før jeg faldt i søvn, for snart efter at vågne ved, at flere hænder har tag i mig og én har samleje. Jeg kaster op. Bliver hjulpet på toilettet og fortsætter der, med at kaste op. John er vred, samler vores ting og vi kører. John træder på speederen. Jeg bliver køresyg og skal kaste op igen, men inden da, når en motorcykel betjent at indhente os og der bliver uddelt bøde. Det gør ikke John i bedre humør og vores underlige forhold ebber ud.