1977

DE TABTE PENGE… VOLDTÆGT, ER DIN EGEN SKYLD…

Lægården holder forlænget weekend. Jeg skal hjem til mor og Ulrik. Vi har fået besked om, at vi skal indsy navne i det tøj, vi medbringer til Ungdomsskolen Lægården, så det ikke bliver væk for os.

Mor fortæller, at hun har set, at de i Føtex sælger, 7 par ugedags trusser til 50 kr. og mener… de vil være en god ide, så jeg dagligt kan notere mig, hvilken dag det er og skifte derefter. Mor skal alligevel ind til byen og beder mig om at køre med, så jeg imens hun gør sine ærinder, kan løbe hen til Føtex. Mor giver mig en 500 kr. seddel, hun har ikke mindre og beder mig derfor passe godt på pengene. Jo selvfølgelig passer jeg på pengene. Hvorefter mor sætter mig af på Chr. d. 8`vej.

Jeg løber hen til Føtex, finder afdelingen og kurven med de mange farvede datobelagte trusser. Jeg har en indkøbskurv under armen og lægger 7 par i og går derefter hen til kassen, for at betale, meeeen pengene er væk. Jeg gennemroder mine lommer, men der er kun lommeuld. Der går panik i mig, jeg lovede mor, at passe godt på pengene. Jeg var oveni købet lidt dumsmart fordi… mor forvekslede min alder med, om jeg var gammel nok til, at passe på 500 kr.

Pengene er helt væk og jeg aner ikke, hvordan jeg skal møde mor, der venter mig på afsætningsstedet... om 20 min…

Jeg går frem og tilbage i afdelingen for damebeklædning og lader som om, at jeg ligger trusserne retur i den opstillede kurv, men i stedet… tiden går, jeg kikker mig omkring, overbevist om, at ingen kan se mig… lægger jeg trusserne ind ved skulderærmet. Herefter haster jeg til udgangen. Jeg sveder, det er som om, at alle kikker på mig og at det blot er et spørgsmål om tid inden, én eller anden griber fat i min jakke, så trusserne ryger ud på gulvet. Pyeee jeg når ud.  Løber hen til politistationen, for at gå ind på hittegodskontoret og spørge, om der har været en ærlig sjæl med 500 kr. Mit hjerte hamrer og det dunker i hoved og hals. Jeg er meget nervøs, især fordi jeg mærker trusserne i ærmet, men får alligevel frem tudet overfor den køligt distancerende betjent, at jeg har mistet en 500 kr. seddel. Det viser sig til mit held, at en ældre dame, netop har indleveret 500 kr. Betjenten fortæller mig, at man normalt betaler en procentdel i findeløn, til den ærlige person og det finder jeg rimeligt nok, idet jeg har fået mine trusser og på den måde, kan aflede tyveri og løgn overfor mor.

Mor er altid meget præcis, med undtagelser som, når hun skal til fest, hvor hun virker til, at ha det ganske godt med, at være den sidste der ankommer, så alle bemærker hende. Noget andet er, at jeg har overskredet vores tidsaftale. Mor sidder heldigvis endnu i bilen. Mor bemærker intet, selvom jeg er kokrød i ansigtet da jeg stiger ind, men siger blot… ”Nå, fik du trusserne”.  ”Jo jo, jeg har dem skam her, der var mange kunder i Føtex, så jeg nåede ikke at få en pose, til at opbevare trusserne i”. Mor kommenterer det ikke yderligt og jeg forsøger at lade som ingenting indtil… ”Hvad med pengene, må jeg få resten?”. Jeg ved der mangler få kroner, men rækker mor resterne og siger ikke mere. Mor kører bil, så hun har ikke tid til at gøre regnskabet op.

Vi skal en tur omkring renseriet på Skolegade og på vej hen til lysreguleringen, hvor jeg nyligt kommer fra, ligger politistationen på venstre side og Hotel Angus på højre. Tankerne om voldtægten på hotellet, et par måneder forinden, dukker op. Jeg har ikke villet nævne noget for mor før, for jeg kender næsten altid på forhånd hendes reaktion på ligegyldighed og alligevel sidder jeg nu og overvejer, om ikke jeg bør indvie mor i, hvad jeg har været udsat for. Skal - skal ikke, skal – skal ikke. Vi stopper for rødt og jeg tager mod til mig og siger ”mor, der er noget jeg gerne vil fortælle dig”, mor svarer ”nå, og hvad er så det?”. ”Jo, deroppe blev jeg  forsøgt voldtaget, for anden gang”. Mors reaktion kommer ikke uventet, da hun siger… ”Så har du sikkert selv været ude om det”…

… det kan mor have ret i, for jeg kunne ha ladet være med, at gå med mændene. Køreturen til renseriet fortsætter i tavshed. Jeg mærker en klump i halsen, for selv om  den forsøgte voldtægt ikke var ønsket, så føltes nu min fremlægning pludselig dum og giver mig fornemmelsen af naivitet og skamfuldhed.