1970`ERNE  

SKOLEN...

De første 5 år af min skoletid, er der ikke noget i vejen med. Jeg møder vel forberedt, er god til at skrive pænt og sidde stille med få undtagelser, hvor jeg skal stå i tavlehjørnet, fordi jeg har snakket i timen.

I 6. klasse indtræder et nyt system. Det hedder ikke længere Hr., Fru eller Frøken, når lærerne skal tiltales. Der er ikke længere et… ”op at stå”, når læreren træder ind med et efterfølgende forslag til morgensangen. Vi bliver prøveklasse for pædagog tilstande. Det betyder… at der, hvor vi tidligere havde én lærer i alle fag, der skal vi nu, ha mange forskellige, ligedan med vikarer som er udstyret med, hver deres ideologiske holdninger og indlærings systemer.

Alle skal være i grupper. Det bliver lettere, at snyde sig fra lektierne og endnu nemmere, at sove over. For eget vedkomne, er det den ultimative slutning, på pligtopfyldelse.

Klassen bliver udvidet med nye elever, bl.a. en ny pige. Pigen er utrolig smuk. Samtidigt skal en anden, som klassen har ladet individuelle frustrationer gå ud over, udgå. Det er blevet for meget med mobberierne og de stilner ikke af. Jeg udses til, at blive det nye mobbeoffer og med det og de nye pædagogiske tilstande, er skolen nu et helvede for mig.

Jeg begynder at hade alt, hvad der kan indebære grupper og holdsport. Det er ikke længere lærerne som udvælger grupperne eller hold, men eleven. Disse forandringer betyder… at jeg altid står som den sidste tilbage langs væggen og stirrer kontinuerligt ned i gulvet. Jeg kan mærke stilheden, pigerne der hvisker. Jeg sveder i hænderne, når der endelig kommer én hen og lægger det røde bånd over min skulder, med et ”øvvvv, hvorfor skal vi ha hende”.

Jeg går på Kornmod Real skole, en privat skole, som mine forældre slet ikke har råd til at betale for. Det mærker jeg tydeligt og hver gang, jeg skal ind på kontoret for at låne telefonen, bliver jeg da også mindet om det. Jeg bliver hver gang, bedt om, at få mine forældre til at betale de skyldige regninger, så jeg kan fortsætte på skolen. Jeg er faktisk ligeglad. Jeg hader alt ved skolen og de mange drillerier.

I 8. kl. vil jeg ud af skolen. Kulminationen rammer, da jeg en dag i en fællesklasse (det vil sige, flere parlel klasser slået sammen), udviser hjælpsomhed overfor en af drengene, der er dværg. Drengen taber sin madkasse på gulvet og jeg skynder mig hen og samler den op, med et hurtigt lag tæv, som tak. Ulrik kommer og henter mig fra skole. På vej hjem i bilen, er jeg meget tavs. Ulrik spørger… ”hvorfor har du aldrig sagt noget? Vi har ikke kunnet mærke på dig, at noget var galt”. ”Du må ha gjort et eller andet, siden drengen tævede dig”.  Jeg forsøger at forklare Ulrik, at jeg kun samlede madkassen op. Ulrik mener, jeg må ha kikket forkert på drengen, men jeg er slet ikke på det niveau, at jeg kan tænke dårligt om forskellighed, tværtimod.

Problemerne hjemme hober sig op. Min krop er i forandring. Bryster, menstruation, bumser, lugt og fedtet hår. Alle andre må langt mere end jeg og mit tøj er helt forkert. Jeg aner ikke, hvordan jeg kan blive en del af et fællesskab og opsøger derfor alle, som ville vise mig lidt kontakt, uanset hvordan.

Jeg fremstår voksen på mange områder, men er meget naiv, barnlig og blåøjet, på ligeså mange.

Den 29. april 1976 skal hele klassen, lærerne og jeg, med toget til Tønder. Vi skal bo på Tønder vandrehjem. Det er afgjort spændende, at være væk hjemmefra, på denne måde. Da vi når Tønder, skal vi med en bus rundt, bl.a. for at se Højer Sluse, Dybbøl Mølle, Vikinge skibsmuseet, Frøslev lejren og et smut over grænsen, med fremvisning og stempel i vores nye pas.

Retur smugler vi små miniaturer flasker med alkohol og er noget så seje, idet vi passerer tolden. Vi har gemt flaskerne i underbukser og strømper og sveder da tolderne kikker på os. For de elever der har taget cigaretter med over, er den helt gal. Tror tolderne lo lidt af os, men vi var først koldhøgen, da vi var udenfor synsvidde.

På vandrehjemmet er der klasser, fra andre skoler, som vi finder sammen med. Mange tror, at jeg er Didde Menneskebarn – et film drama af Martin Andersen Nexø – fordi jeg er lyshåret og har fletninger.

Vi drikker vores smugler sprit og da vi ikke er vant til alkohol, bliver vi fulde og skabagtige. Jeg finder sammen med en fyr, fra en af de andre skoler, han hedder Preben. Preben og jeg ligger i sofaen, i hjørnet af tv-stuen, rummet er meget mørkt. Preben giver mig mit livs første kys, men som mobbeofferet, skal det ikke gå stille af. Selvfølgelig har de andre set det og drillerierne kan ingen ende tage. Flere af klassekammeraterne fortæller Preben, at han skal holde sig fra mig, fordi jeg er dum. Det vil Preben ikke ha på sig, at han er sammen med klassens dummeste pige, så han gør det forbi, endnu inden det begynder rigtigt.

Jeg opnår en lyn forelskelse og at hele verdenen bryder sammen, på under et par timer. Jeg vil slet ikke leve mere. Græder uafbrudt og håber på, at jeg vil blive kvalt i et stykke chokolade, som Mogens fra klassen giver mig. Mogens er en af de få fra klassen, som hemmeligt giver mig lidt medfølelse, måske fordi han selv bliver drillet med, at han er så hjulbenet, at han ikke kan fange grise.

Opholdet kan ikke slutte hurtigt nok. Jeg vil hjem. Mor henter mig på togstationen og spørger om, hvordan turen har været. Jeg vil ikke svare og mor spørger om, hvad der da er sket, siden jeg er så mut. Mor er på det tidspunkt knapt fyldt 33 år, men i mine øjne for gammel og ude af stand til, at forstå… jeg siger derfor intet.

TUREN I FRU JENSENS SOMMERHUS…

 

8. klasse. Vi skal på endnu en tur og inviteres af fru Jensen, til et overnatnings ophold i hendes sommerhus, ved Vesterhavet.

Turen til sommerhuset er ulidelig lang. Jeg skal køre med Hr. Mogensen og fra samme øjeblik, jeg sætter mig ind i Hr. Mogensens bil, hoster jeg uafbrudt. Min hals krasser og det er yderst pinligt, især fordi… 3 andre elever også er med i bilen, bl.a. Georg, Lars Petersen og Lars Korshøj.  Hr. Mogensen ryger store cigarer og den lille bil, har tydelige spor af flere års rygning. Lugten hænger ved og jeg tror, det er det som giver mig generne, i halsen. Jeg ved ikke…

Vi når ud til sommerhuset. De andre elever er allerede ankommet og nogen løb ned og modtager dem, jeg er kørt sammen med og trækker dem med op til huset, for at vise dem, hvor de skal sove. Nåeeee ja, jeg kan da selv finde derop og der er da vel også en plads til mig. Inde i annekset har pigerne fundet hver sin køje. Jeg vil meget gerne være derinde og sætter mig på en underkøje, men der er ikke længere plads, pladsen er allerede optaget… siger en af pigerne. Fru Jensen siger… at jeg skal sove sammen med hende… som om, det er et privilegium.

Mine klassekammerater løber grinende rundt i klitterne. Da mørket falder på, samles de alle i pigernes soverum. Jeg står i døren og vil også gerne ind, men én af pigerne indikerer, at der ikke er mere plads. Jeg går over til Fru Jensens rum og lægger mig under dynen, men kan ikke falde i søvn. Længe ligger jeg vågen og lytter til latteren og forestiller mig, hvad de laver, siden det er så sjovt.

Jeg længtes efter, at være en del af fællesskabet, men adskiller mig for meget, fra de andre. Vil ønske, at jeg var blevet hjemme.

I dag ved jeg hvorfor, i dag – 36 år senere, har jeg fundet den røde tråd ved ADHD – opmærksomhedsforstyrrelse – men som begyndende teenager, er det ganske forfærdeligt, aldrig at må være med, fordi man er lidt anderledes.