1973
HVOR ER DU DOG DUM SUSANNE…
ULRIK ER IKKE DIN FAR…
Mor og Ulrik skal på ferie og Kit
uden onkel Christian, men med Arne og Anne-Mette… skal passe Jes, Gitte og mig nogle
dage. Danmark går ind i EF i 1973 sammen med Storbritannien, men hvor pokker
skal jeg vide det fra, jeg er på den tid knapt fyldt 12 år. I familien Holms
verden, er jeg det ultimative indbegreb på uvidenhed, efterfulgt af, at være
ualmindelig dum, især nu, hvor jeg tilmed er blevet en jyde.
Når mor meddeler, at Arne og
Anne-Mette kommer på besøg, krymper maven sig sammen og jeg ser for mig min
fætter og kusines ansigtsudtryk, samt moster der grynter bag rattet i bilen,
når jeg ikke kan svare på Arne og Anne-Mettes mange spørgsmål. En dag under et
af de jævnlige besøg og jeg sammen med fam. Holm, uden onkel Christian, er på vej ind
til Silkeborg, en lille køretur på små 8 km., der ligeså godt kunne ha været
køreturen imellem Silkeborg og Grundtvigs kirken på Bispebjerg bakke, hvor fam.
Holm, har en treværelses lejlighed, udsættes jeg netop for deres hjemsøgte,
Jeopardy…
I øvrigt… for meget samvær med fam. Holm og især… at
opholde mig i deres lejlighed, passer mig dårligt. Maleriet på væggen af Arne
og Anne-Mette, der indikerer en falsk fornemmelse af storhed. Det lille værelse
med køjesengen og alle de mange postkort på væggene. Kit og Christians
soveværelse, som man aldrig går ind på, fordi det bare er noget man ved, at man
ikke gør. Det afgjort mindste rum i lejligheden er toilettet. Uanset størrelse,
kan man kun komme derind, ved at bakke, sætte sig ned og lukke døren ved hasp.
Køkkenet har en gasbeholder over vasken, hvor vi skal sidde på bordet, når vi
skal vaskes. At vaske hænder efter toilet besøg, er på den tid ikke cotume, for
der skal spares på vandet.
En af de overnattende gange, jeg
skulle være hos fam. Holm, var da Louis Armstrong døde d. 7. juli 1971. Moster
Kit var knust over, at en så dygtig trompetist kunne dø. Anne-Mette og jeg
vidste ikke, hvordan vi skulle gøre Kit glad. Bedst gjorde vi os ved, at være
uden for synsfelt, men vi fandt lidt penge og overtalte blomsterhandleren, der
havde til huse nedenfor lejlighedskomplekset, om at give os en brændende
kærlighed, lidt billigere. Da vi gav Kit blomsten, syntes det som om, at hun
for et kort øjeblik, blev menneskelig.
Tilbage til det, min beretning
handler om…
… som nævnt, er det altid meget
svært, at stille familien Holm tilpas og så dum som jeg er, er det næsten
umuligt. På køreturen ind til Silkeborg spørger Arne og AnneMette mig, om jeg
kender til Danske skuespiller navne… Jo da, jeg kender… Dirch Passer, Ove
Sprogøe, Poul Richard, lille Per, Onkel Anders, Søs og og og… Ingrid og
Lillebror. Trods sit 1½ år yngre end jeg, sidder Anne-Mette og ryster på
hovedet, pruster opgivende, men da Anne-Mette ikke er færdig med, at fremhæve
min manglende videbegærlighed, siger hun… ”Ved du hvad EF står for?” Ja selvfølgelig gør jeg det… det står for Efterårs
Ferie. Arne, Anne-Mette og Kit, begynder at lave smaskelyde og hvem af dem, der
først bemærker… at jeg er yderst uintelligent og ekstrem dum, når jeg ikke at
finde ud af. Hvorfor er det egentligt også nødvendigt, at jeg ved, hvad jeg
selvfølgelig nok burde ha vidst… at EF betyder Europæisk fællesmarked og ikke
Efterårs Ferie. Hvor skulle jeg vide det fra? mor og Ulrik talte aldrig med mig
og i skolen, var vi ikke nået til samfundsfag. I øvrigt fandt jeg det temmelig uvæsentligt
og forsøgte derfor, at lukke mig inde, i min egen verden, ved blot at kikke ud
af vinduet og tie stille, når jeg alligevel ikke kunne sige noget, der lød
rigtigt.
Anne-Mette siger pludselig…
”Ulrik er ikke din far”. ”Jo han er” bekræfter jeg, men Anne-Mette fortsætter…
”nej, han er din onkel”. Jeg vil ikke høre på Anne-Mette. Jeg bliver ked af det,
for Ulrik er den eneste far jeg har. Moster Kit følger op på Anne-Mettes
bemærkninger og siger… ”Ulrik er ikke din rigtige far. Din rigtige far bor på
Sjælland og hedder Erik”. Hele mit hoved værker af tankemylder og jeg ænser
kun, at vi er på vej ned af Hostrupsgade, hvorefter jeg ikke husker mere… det
gør ondt og jeg har lyst til at tude.
Måske er det rigtig nok, hvad
Anne-Mette og moster Kit siger, for Ulrik har aldrig rigtig været, hvad morfar
var… god, kærlig og duftede godt. Ulrik er kun fysisk til stede, men en far,
hvad man nu forestiller sig, at en far er, havde Ulrik aldrig været overfor
mig. Mor havde tit sagt ”Ulrik kan heller ikke tage Jes og Gitte op”. Jes og
Gitte, mine søskende, der er 7 og 8 yngre end jeg, griner og leger Ulrik med.
Ulrik svinger dem op i luften, holder dem i hånd og sidder i sofaen med dem.
Jeg føler, at jeg bare altid er i vejen og er den, Ulrik altid har lyst til at
skræmme, ved at gemme sig i mørket og springe frem og sige bøeee. Jeg er hende
med andegumpen, hende der har tænder, som kan sidde fast i bordkanten og hende der
ikke kan vaske sit hår selv. Sidste kommer en dag til at betyde, at da mor ikke
vil vaske mit hår og Ulrik bliver sat til det, så tager Ulrik mig med til en
herrefrisør og beder ham klippe mit lange hår, til der kun syner et par cm. Jeg
græd som pisket, da vi gik ud af fra herrefrisøren, men Ulrik bemærkede det
koldt med… ”at sådan går det, når man ikke kan vaske sit hår selv”.
Tankerne om, at Ulrik ikke er min
far, svirrer kontinuerligt i mit hoved og da jeg ikke vil gøre mor og Ulrik
kede af det, så beslutter jeg mig i stedet for, at spørge morfar - næste gang
jeg besøger dem i Gentofte - om hvordan det hele hænger sammen.
Morfar siger… ”jeg ved, hvor din
farmor har forretning, har du lyst til, at vi kører ud til hende?”. Det lyder
spændende og jo selvfølgelig, har jeg lyst til, at se min farmor.
Morfar kører mig til Ordrup og
sætter mig af, tæt ved en lille kiosklignende forretning. Jeg aftaler med
morfar, at jeg ringer, når jeg vil hjem. Jeg går ind i forretningen. Bagved
disken, aner jeg en stor korpulent, gråhåret kvinde, der nøje følger mig med
øjnene. Jeg får lidt indtrykket af, at hun tror, jeg vil stjæle noget, da jeg
kikker på slikket. Jeg udvælger en marsbar og idet jeg går hen for at betale,
spørger jeg kvinden bag disken… ”Hvordan har far det?”. Den gråhårede kvinde
letter sig hurtigt fra taburetten og kommer om på den anden side, hvorefter hun
udbryder… ”jamen kære… er det dig Susanne?”. En ung kvinde, med langt mørkt
hår, arbejder også i forretningen. Farmor siger… ”Lone, kom og se, det er
Susanne, din kusine”. Farmor beder mig tage med Lone og hende hjem og låser
snart efter, forretningen.
Jeg har ikke set farmor i mange
år og endnu mindre huset, alligevel dukker et flow af minder pludselig op.
Skrivebordet hvor farfar altid sad, den røde bueformede sofa med de runde
syninger, som gjorde det til et ukomfortabelt sove leje. Kakkelbordet, det
langhårede tæppe, trappen op til farmor og farfars soveværelse. Farmor skynder
sig ind til telefonen, ringer op og jeg hører hende sige… ”Du gætter aldrig,
hvem der lige er kommet på besøg. Ja, Susanne”. Farmor fortæller mig, at hun
ringede til min far og at han snart vil komme. Jeg får sommerfugle i maven…
Far bor sammen med sin nye kone
Henny, i et etagebyggeri i Brøndby. Henny har dog stadig sin lejlighed i Hellerup
og sammen har de en ”Frugt, grønt og blomsterbutik”. Far og jeg taler meget
sammen på turen. Da jeg åbner min taske for at tage mine solbriller, spørger
far overrasket, om jeg ryger. Nej, hvordan kunne han tro det… jeg ryger endnu
ikke.
Henny er allerede kommet hjem fra
arbejde, da far og jeg låser os ind i lejligheden. Lone bor for nogle dage, hos
Henny og far. Far kommenterer Lones påklædning og siger… ”Hvorfor kan du ikke
gå ligeså pænt klædt som Susanne?”. Lone har en kjole som min, i en anden farve
og går ind på værelset for at skifte. Det glæder far. Far sætter en plade med
James Last på grammofonen. Lone og jeg bemærker, at coveret med ansigt af James
Last, ligner far ganske godt. Vi har en rigtig hyggelig aften sammen.
Mødet med far og den nylige
vished om, at Ulrik ikke er min far, får på sigt, store konsekvenser.
Efterhånden som årene går… Ulrik skælder ud eller mor truer, tager jeg
oftere og oftere telefonen og ringer til far. Jeg fortæller far, at jeg vil
over og bo hos ham. Jeg kan godt mærke på far, at det er meget frustrerende for
ham og at han ikke ved, hvor han har mig eller hvad han skal stille op. Det
slider på far, at vi kun ses sporadisk, at vores kontakt med hinanden er så
ujævn, men jeg slår det hen, for der sker meget i mit liv, lige nu.
D. 14. maj 1976 på min
konfirmation, beslutter AnneMette og jeg mig for, at vi vil lave telefonsjov
med rigtig mange af telefonbogens ukendte abonnenter. Vi bladrer bogen igennem
og stikker en tilfældig finger ind. Derefter ringer vi op og præsenterer os for
Hvidevarefirmaet Miéle. Det er hylende morsomt, når røret bliver løftet i den
anden ende og personen svarer ”ja” til vores spørgsmål ”Går Deres køleskab”…
”Så skynd dem dog, at løbe efter det” råber vi og smækker røret på. Ophøjet af
stemningen ringer vi også til far. Jeg beder far komme og hente mig, for jeg
har det ikke godt hos mor og Ulrik. Jeg fortæller far, at Ulrik ofte tæver mig,
selv om det ikke helt, er i overensstemmelse med virkeligheden, men også at mor
ikke vil ha mig, hvilket føles mere korrekt. Far bliver oprørt, men fortæller
mig, at han intet kan stille op. Jeg er meget skuffet og beslutter mig derfor
for, at straffe far, ved at lade der går længere tid imellem, at vi ses og
taler sammen.
Den endelige kulmination imellem
Ulrik og mig, sker lørdag d. 06. marts 78. Jeg går på ungdomsskolen Lægården i
Holstebro, men er hjemme ved tvungen weekend. Stine og Eva, 2 grønlandske skoleveninder, har
fået lov til, at komme med hjem denne weekend. Jeg har mødt friheden og vil så afgjort
ikke give den fra mig igen, eller lade nogen tage beslutninger over, hvad jeg
må og ikke må. Mit teenageoprør betyder… at Ulrik og jeg kommer op og skændes,
fordi jeg vil i byen med Eva og Stine. Jes og Gitte overværer skænderiet, der
ender med, at jeg skriger efter Ulrik… ”Du er IKKE min far, du har intet,
absolut INTET, at skulle ha sagt over mig og du kan lige prøve”.
I årene fremefter, fortæller Ulrik
mig, at Jes aftenen d. 6. marts 78, tog en beslutning om, at jeg aldrig mere skulle
være hans søster, når Ulrik ikke var min far og det er holdt lige siden.
Ordet ”far”, er blevet et
udmattende ord. Jeg hader når mor bruger ordet ”far” om Ulrik, for Ulrik ser
mig aldrig som sin datter og jeg nærer ingen relationer til Ulrik, som min far.
Den nærmeste som kan minde mig om en far, er morfar. Jeg elsker morfar og har
siden barn, kun ønsket at blive gift med morfar. Som der står i min
konfirmationssang fra mor og Ulrik… så kan mormor få barberen.
Mit livs øjeblik, bliver så
uendeligt ligegyldigt, men herom senere beskrevet…
Mine søskende og jeg, har i år
2012 mere end 34 år senere, intet til fælles, langt mindre at sige hinanden.
Vores fælles mor gjorde ikke forsøg på, at holde familien sammen, tværtimod.
Jeg foretrækker så afgjort i dag, et liv uden hende og dem, for ikke at blive
mindet om fællesskabet, jeg ikke måtte være en del af, på grund af et oprørsk
sind og mors valg, af en ny ægtemand.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar